Drømmerejse til Galapgos
Bag om rejsen
Galapagosøerne ligger i Stillehavet, 1000 km fra Sydamerikas kyst.
Blandingen af isolation, et varmt, ørkenagtigt klima og et usædvanlig
rigt hav
som følge af at flere havstrømme, både kolde og varme, mødes omkring
den vulkanske øgruppe, har dannet baggrund for et unikt dyreliv.
Her findes elefantskildpadder på 250 kg, store øgler der lever af
kaktusser, svømmende øgler der lever af at græsse alger under havets
overflade, pingviner på Ækvator, en skarv der er ved at blive til en
pingvin, store kolonier af søløver, pragtfregatfugle og blåfodede
suler og nogle små finker, hvis næb gav inspiration til Darwins
evolutionsteori. Og enestående for Galapagos er mange af dyrene ikke
bange for mennesker, så man kan komme på helt tæt hold af dem.
Også livet i havet er fantastisk. På Galapagos kan man opleve
søløver, havskildpadder, pingviner, rokker, hajer, delfiner og
farvestrålende tropefisk i et og samme område.
Tur information
Med dansk rejseleder Mogens Trolle
18 dage / 15 nætter
Afrejse
17. december 2003 – 3. januar 2004
Turen i korte træk
Afrejse med KLM fra København via Amsterdam til Guayaquil
12 nætter
2 nætter i Puerto Ayora
1 nat i Guayaquil
Priser
Pris pr. person i dobbeltkahyt: kr. 34.700,-
Enkeltkahyt ej muligt
Sygeafbestillingsforsikring: kr. 1.250,-
Prisen inkluderer
Fly og alle transporter, overnatning på katamaran og turistklasses
hoteller, alle måltider om bord på katamaranen, morgenmad på
hotellerne alle udflugter og entré samt dansk rejseleder
Prisen inkluderer ikke
Måltider uden for opholdet på katamaranen, drikkevarer, drikkepenge og
afrejseskat på usd 25
Rejseleder
Rejsen ledes af Danmarks førende ekspert i sydamerikanske pattedyr,
Zoolog Mogens Trolle, der har boet og forsket i Sydamerika i årevis og
guidet en lang række ture, deriblandt til Galapagos.
Praktiske detaljer omkring rundrejsen
Turen vægter eventyret frem for luksus, og pladsen på katamaranen, der
er bygget til havsejlads, er en smule trang. Der er delte
dobbeltværelser og fælles bad og toilet. Heller ikke maden er luksus,
men i følge vor franske kaptajn ganske glimrende. Programmet består
typisk af 1-2 daglige, nemme gåture samt mulighed for 2 snorkleture.
Der vil blive givet god tid til, at man kan opleve det fantastiske liv
under havet til fulde, bl.a. at lege med søløver (vi arrangerer et
lille snorklekursus på førstedagen, og de fleste vil hurtigt kunne
lære det; man kan leje snorkleudstyr i Puerto Ayora).
Heldagsekskursionen til fods ad en mindre sti til toppen af den 1490
meter høje Vulcán Sierra Negra (18 kilometer t/r) kræver, at man er i
rimelig form. Havet er normalt forholdsvist roligt på denne årstid,
så man behøver ikke være den store havørn, men der er selvfølgeligt
ingen garanti imod søsyge.
Tilmelding og betingelser
Hurtig tilmelding tilrådes, da der kun
er 9 pladser. Vi reserverer gerne "med blyant" i et par dage,
Når vi har modtaget Deres tilmeldingsblanket, modtager De
ordrebekræftelse og faktura på depositum.
Rejsen dag for dag
Med vind i sejlene fører katamaranen os til en række af de yderste
og mindre besøgte øer i den vulkanske øgruppe i Stillehavet. Fjerne
kolonier med Galapagospingvin og rødfodet suler, bestige vulkan, vandre
i de øde lavalandskaber, snorkle med havskildpadder og søløver der
boltre i havoverfladen og besøge elefantskildpaddernes bjerg.
Pionertur til Galapagos
Dag 1. København
Afrejse fra København.
Dag 2. Galapagos
Ankomst til Isla Baltra, Galapagos. Transport til havnebyen Puerto Ayora
på sydkysten af Santa Cruz. Besøg til Charles Darwin Research Center.
Lille snorklekursus så alle vil kunne få det bedst mulige ud af turen.
Afgang om aftenen på katamaranen Pulsar.
Dag 3. Santa Fé, Plaza
Islets
Besøg til øerne Santa Fé, domineret af høje trækaktusser, og Plaza
Islets; begge steder med landleguaner, en række indfødte fuglearter,
havleguaner og søløver. Første chance for at snorkle med søløver.
De unge søløver er nysgerrige, kommer ofte helt tæt på og kan endda
finde på at hive en blidt i svømmefødderne.
Dag 4. North Seymour, Daphne Major,
Daphne Minor, Sombrero Chino
Landgang
på North Seymour med nogle af Galapagos’ største kolonier af
pragtfregatfugl og de karismatiske blåfodede suler. Herefter skal vi
besøge en lille, undseelig ø, der sjældent får visit af turister,
men er uhyre interessant. Daphne Major spiller nemlig en helt central
rolle i den moderne evolutionsvidenskab.
Her har forskere igennem årtier gennemført den mest grundige
undersøgelse nogensinde af Darwins evolutionsteori i praksis ved at
følge og måle stort set hver eneste Darwinfinke på øen – bl.a.
fuglenes højt specialiserede næb, som var med til at inspirere Darwin
til hans teorier. Denne epokegørende undersøgelse har vist, at
evolutionen ikke blot er noget, der sker over millioner af år, men kan
foregå over ganske korte perioder. Vi skal naturligvis have et kig på
de verdensberømte næb. Landgangen i gummibåd og turen over øen kan
være lettere besværlig.
Dagen byder desuden på snorkleture ud for Daphne Minor, hvis høje,
lodrette klippesider fortsætter stejlt ned i havets mørkeblå dyb, og
i den turkisgrønne kanal mellem Santiago og vulkanøen Sombrero Chino.
Dag 5. Rábida, Santiago, James Bay,
Buccaneer Cove
Rundt om Santiago. Undervejs er der landgang på Isla Rábida, med dens
strand af rødt vulkansk sand, og i James Bay, hvor der er god chance
for at finde de sjældent observerede pelssæler. Sidst på dagen
ankommer vi til Buccaneer Cove, en dramatisk vig med høje, lodrette
klippevægge, hvor pirater plejede at lægge til. Her lægger vi også
til for at indtage aftensmaden under disse kulisser.
Dag 6. Bartolomé, Sullivan Bay, kurs
mod Genovesa
Bestigning af den lille ø Bartolomé med det berømte klippespir the
Pinnacle. Sejltur i gummibåd og snorkletur for at lede efter
pingviner. Landgang i Sulivan Bay på Santiago i et lavalandskab, der
blot er omkring 100 år gammelt. Her må livet starte forfra med en
genafspilning af Galapagosøernes historie.
Dette afslutter rejsen om de centrale øer. Inden vi kan begive os ud
på den lange færd mod de yderste af øerne skal vi ned og tanke op i
kanalen mellem Baltra og Santa Cruz. Herfra kurs mod den nordøstligste
ø, Genovesa – en tur på omkring 100 km over åbent hav. På
havsejladsen vil vi spejde efter hvaler og delfiner.
Dag 7. Genovesa
Isla Genovesa har den eneste koloni på Galapagos af rødfodet sule.
Desuden er øen kendt for sine kolonier af maskesule, den meget smukke
tropikfugl, stor fregatfugl og pragtfregatfugl samt pelssæler og
hammerhajer. Vi tilbringer en hel dag med gå- og snorkleture og
overnatter ud for øen.
Dag 8. Marchena, Pinta
Havsejlads mod de nordligste af de større øer i Galapagos, Marchena og
Pinta. De to øer er helt fredede, og man må ikke gå i land, men vi
leder efter et sted at snorkle. På denne del af havsejladsen kommer vi
ud over randen på Galapagosplateauet, den undersøiske sokkel som de
fleste af øerne står på, og kommer ud på hav dybere end 3 km. Her er
der gode muligheder for observationer af havpattedyr.
Dag 9. Isabelas
nordlige vestkyst
Isabela er den største af øerne, med en rygrad der udgøres af fem
vulkaner. Nogle af de absolutte højdepunkter i Galapagos gemmer sig på
vestkysten. Her findes bl.a. de eneste større kolonier af
Galapagospingvin og Galapagosskarv. Galapagosskarven er unik ved at have
mistet evnen til at flyve – populært sagt er den ved at udvikle sig
til en pingvin; endnu et eksempel på den særegne evolution, der
foregår på Galapagos. Vi snorkler et par steder langs kysten, leder
efter pingviner og skarver fra gummibåd og går i land i Tagus Cove,
hvor der ligger en kratersaltsø og et udsigtspunkt med udsigt over
Darwin-vulkanen.
Dag 10. Fernandina
Isla Fernandina er den vestligste af de større øer og er kendt for
sine pingviner og skarver. Efter land- og snorkletur ved Punta Espinoza
sejler vi rundt om øen. Fra vestkysten er der små 4000 km over
Stillehavet før man støder på land igen. Vandet omkring Fernandina er
kendt som et af de bedste steder på Galapagos at se delfiner og hvaler.
Dag 11. Isabelas sydlige
vestkyst
Tur med gummibåd i mangroverne ved Elisabeth Bay. Landgang i
lavalandskaberne ved Punta Moreno.
Dag 12. Bestigning af
Volcán Sierra Negra
Heldagsekskursion til toppen af den 1490 meter høje Volcán Sierra
Negra, med dens 10 km brede krater. Turen går ad en lille sti og er 18
km t/r.
Dag 13. Floreana
Snorkling i og omkring Devil’s Crown, et delvist oversvømmet krater.
Landgang på grøn sandstrand med flamingolagune. Besøg til Post Office
Bay, hvor hvalfangere i gamle dage havde et posthus i form af en tønde,
hvor de efterlod breve.
Dag 14. Española, Puerto
Ayora
Isla
Española er den sydligste af øerne på Galapagos og den 19. og sidste
ø, vi skal besøge på vores rundrejse. Landgang i Punta Suarez med
søløvekoloni, farvestrålende havleguaner, og kolonier af blåfodet
sule og maskesule (her findes også den største koloni af albatros på
Galapagos, men kolonien er formodentligt tom i den periode vi er der).
Vi slutter af med en tur på den smukkeste strand på Galapagos i
Gardner Bay, en lang, hvid koralsandstrand, hvor søløverne ligger og
driver den af mellem fisketurene. Herfra vender vi stævnen tilbage mod
Puerto Ayora.
Dag 15. Santa Cruz,
skildpaddereservat
Ekskursion til den centrale del af øen for at besøge et reservat for
elefantskildpadder (det eneste sted på turen der er chance for at se de
enorme landskildpadder i naturen). Nytårsaften i Puerto Ayora.
Dag 16. Guayaquil
Formiddagen fri. Midt på dagen fly til Ecuadors største by, Guayaquil
på kysten, hvor gruppen vil blive indlogeret på hotel.
Dag 17. Afrejse fra
Ecuador
Afrejse fra Guayaquil mod København.
Dag 18. Ankomst
København
Tilmelding
og yderligere information:
Marco
Polo Tours
Borgergade 16
1300 København K
Att.: Christina Reimann Lundberg
tlf.: 33766700
fax.: 33766733
lundberg@marcopolo.dk |