Allerede
da vi sad i flyet, kunne vi se de smukke maleriske øer og det
flotte blå koralhav, der omgiver dem. I lufthavnen blev vi hentet
af to fyre, der stod og ventede på os. Vi gik med dem hen til deres
Dhoni. Det er den båd, hvor kompressor og dykkerudstyr er på, og
som fulgte med vores Safaribåd på hele turen.
Vi skulle
på en uges dykkereventyr i det koralhavet på Maldiverne. Det var
vores bryllupsrejse, og vi havde store forventninger. Da vi kom
ombord fik vi en drink og udfyldte papirer med, hvornår vi sidst
havde dykket, helbredsoplysninger osv.
Dernæst
snorklede vi rundt om båden, vandet var varmt, men der var nu ikke
noget nævneværdigt at se. Vi tog med Dhoni ind til hovedatollen
Male, hvor vi skulle på sightseeing. Vi fik to timer til at se
hovedstaden i, og det var rigeligt tid. De har både biler og
knallerter, men der er ca. 2 km rundt på øen i den del, hvor der
er butikker, så man kan sagtens se det hele på meget kort
tid.
Hen
i mod aften ankom resten af selskabet, 8 personer fra Hong Kong, 2
fra Taiwan og 4 fra Tyskland. Jeg kom hurtigt i snak med en pige fra
Hong Kong.
Vi fik en
god aftensmad, kiggede i dykkerblade fra området og slappede af
efter flyveturen. Om aftenen var der dykkerbreifing om de 3
dykkersteder vi skulle ud på næste dag.
Vækning
kl. 6 om morgenen og første dyk. Vi sejlede af sted med Dhonien og
da vi sad med alt udstyr på og klar til at hoppe i, så jeg en hajfinne
og tænkte, at dette tegner virkelig godt. ”Har du set hajen”
spurgte jeg min mand, han så forskrækket ud og sagde ”hvad gør
jeg, hvis jeg ser en haj?” ”Så kigger du” svarede jeg. Han
vendte sig mod dykkerguiden ”Are they friendly?” ”Yes , yes
they are all smiling – jump jump” og Claus (min mand) hoppede i
lige over en Manta – hajen var væk igen og vi så ikke mere til
den på det dyk.
På vores
første dyk var vi så heldige at vi så både blæksprutter, manta,
stingrays og skildpadder samt en masse små flotte fisk. Det var
virkelig betagende. Da vi kom op igen, var vi sultne og der var god
morgenmad ombord.
Allerede
samme dag, så vi de første hajer. Det var hvidtippede revhajer og
de var et godt stykke fra os. Igen nød vi også vandet og de smukke
tropiske fisk.
Det
sidste dyk den dag, var overhovedet ikke afslappende. Vi kom i meget
strømfuldt vand og vi fløj derudad. Det er vigtig at man holder
sig i nærheden af thilaen, så man ikke driver væk. Derfor har man
kroge, som man kan kaste i klippen, så man hænger fast på
klippen, mens strømmen farer forbi en. Da det var første dag,
havde vi ikke sådan en krog, men måtte holde fast i klippen med hænderne.
Det var ret anstrengende og vi brugte mange kræfter og luft på at
hænge på klippen og stige langsomt op til vi kunne slippe den og
svømme hen til båden igen.
Da vi var
ombord på Safaribåden igen, lavede jeg en opfindelse, der kunne gøre
det ud for krog. Den prøvede vi ved senere lejligheder og den
virkede fint. Med sådan en krog eller opfindelse, kan man sagtens
dykke i strømfuldt vand på Maldiverne.
Næste
dag var der ingen strøm. Vi fik set n masse flotte farvestrålende
fisk på dykkerstedet Rasdhav Madivvaru. Der var drop off til over
1000 m og en fantastisk flot væg at dykke på. Der var masser af
tun og muræner at se på.
Vi
overnattede på samme dykkersted og blev vækket kl. 5 næste morgen
for at dykke med hammerhajer. Der var en helt fantastisk stemning
ombord blandt os, der var oppe. Min mand valgte at sove lidt længere
og jeg dykkede med guiden. Vi dykkede ikke på vægen denne gang,
men dykkede blot direkte dernedad i det store blå ingenting. Vi kom
til 32m og der mødte vi en hammerhaj som kom i mod os med sit
flotte store hammerhoved. Da den så os vendte den om, så vi fik
set siden af den og dermed set hele den store hammerhaj.
Stemningen
var endnu højere da vi spiste morgenmad og der blev snakket løs på
mange sprog, for vi skulle fortælle de dykkere der ikke var med om
det. Vi gik op på dækket og sov, mens vi sejlede videre til næste
dykkersted. Det næste sted var Bathala Thila og der havde jeg
kameraet med. Der var mange smukke fisk, men pludselig hev min mand
i mig og så helt vild ud i øjnene. Jeg kiggede på ham, men der
var ikke noget galt med hans udstyr, han baskede rundt og så helt
vild ud. Pludselig pegede han hektisk på kameraet og jeg tænkte,
at han måske vildt gerne ville fotograferes, så jeg tog et billede
af ham, men han faldt ikke til ro, så kiggede jeg lidt fremad igen
og der kom en stor flot gråtippet haj, som kun var 5 m meter fra
os, men jeg nåede ikke at tage et billede af den inden den var for
langt væk. Det viste sig senere, at grunden til at min mand var
flippet helt ud, var at hajen havde ligget lige ved siden af mig –
mindre end ½ meter fra mig og kigget på mig….nå ja, man holder
vel bedst øje med sin mand og ikke med flere meter store hajer.
Efter
dykket sejlede vi videre til Maaya Thila og de andre tog et dyk der.
Vi ville hellere vente og tage det sene eftermiddagsdyk og evt. et
natdyk på Thilaen, fordi vi mente, at 4 dyk var for meget på en
dag, fordi nogle af dykkene var rimelig dybe. De andre var
begejstrede, da de kom op og vi glædede os til at se flere gråtippede
revhajer, skildpadder og stingrays, som de andre havde set. Da det
blev tid for eftermiddagsdykket var vi i vandet på samme sted og så
også masser af hajer, skildpadder, muræner og mange andre fisk.
Det var et fantastisk dyk fordi der var så stor variation af arter.
Nu var
det jo hajdag, så efter aftensmaden blev det besluttet også at
dykke natdyk på Maaya Thila. Vi havde alle set det i dagslys og vi
skulle nu se hajerne jage. Det var virkelig en oplevelse at se så
aktive hajer. De for rundt mellem de andre fisk og i hulerne lå
skildpadderne og sov sødt. Vi så to sovende skildpadder og omkring
30 jagende hajer. Det var et helt vildt aktivitetsniveau på Thilaen
– tænk der kan ske så meget på en gang. Heldigvis var der kun
vores båd så vi havde hele stedet for os selv.
Da
vi kom op var stemningen helt euforisk fordi det havde været en
lang dag og vi havde alle oplevet rigtig meget og set mange hajer.
Netop som vi overvejede at gå i kahytten, kom min Hong Kong veninde
med sushi vi skulle smage. De var netop i gang med at fange fisk med
lokalt fiskeudstyr. Dvs. bare en krog på en snor – ingen
fiskestang eller noget, man smider bare krogen i og trækker den op
igen. Ret let, så selv jeg kunne fange min allerførste fisk. Det
var en rigtig hyggelig sushi aften af meget frisk fisk.
Næste
dag tog vi et dyk på samme sted for ligesom at sige farvel til
hajerne og skildpadderne i dagslys inden vi sejlede derfra igen. Vi
havde nu en god sejltur foran os. Efter nogle timer lagde vi til ved
en lille atol og skibsdrengen skulle på indkøb. Jeg spurgte
diskret om jeg måtte sejle med, så vi kom ind og se hvordan en
helt almindelig landsby ser ud. Han købte flere colaer og
cigaretter og så sejlede vi tilbage til Safaribåden. Der er
normalt ikke adgang for turister på de øer, der er beboet af
lokalbefolkningen.
På næste
dyk var der ret kraftig strøm, og min opfindelse var perfekt til
formålet, så vi kunne hænge i klippen og slappe af, mens hajer og
masser af småfisk svømmede omkring os.
Vi
ventede til næste dag med at dykke igen. Der havde vi til gengæld
et rigtig flot morgendyk, hvor vi så en sovende stingray og mange
flotte napoleonsfisk, samt en masse fiskestimer. Dernæst sejlede vi
videre til Ari Beach og gik på opdagelse efter hvalhajer. Vi nåede
at se 6 hvalhajer og at snorkle med dem. Den ene havde et reb hængende
efter sig, og var kæmpestor. Det var fantastisk at svømme blot få
meter over sådan et kæmpe dyr, der blot bevæger sig ganske lidt
for at komme frem. Vi fik svømmet i ret lang tid med hvalhajerne og
de lod ikke til at have noget i mod en flok dykkere, der svømmede
oven over dem.
De
næste dage dykkede vi med masser af hajer, muræner, skildpadder og
masser af andre fisk. Mens vi sejlede fra dykkersted til dykkersted,
kom vi ind i en hel stime af delfiner, der svømmede lige foran
Safaribåden.
Vi nåede
også et dyk på et vrag, hvor der også boede en frøfisk. Den
bliver 11 mdr. og bor på samme sted hele dens liv, så vores guide
kendte den godt. Der var også en Manta, som vi snorkede med, da den
svømmede i overfladen.
Vores
sidste dyk på vores fantastiske bryllupsrejse, levede til fulde op
til sit navn manta Point. Vi dykkede ned på ca. 15 m og overværede
en manta, der blev pudset af småfisk. Den svingede rundt og slog
kolbøtter og i det hele taget bare gjorde sig til, så den rigtig
kunne blive ren og flot. Hele showet varede i ca. 20 min og vi tog
det stille og roligt opad. På sikkerhedsstoppet kom en skildpadde
og svømmede lige forbi os og til overfladen, hvorefter den dykkede
igen.
Et
fantastisk sted, som vi helt sikkert gerne vil besøge igen. Det er
helt utroligt at se så mange flotte og store dyr på samme sted. Bådens
faciliteter, besætningen, maden og naturligvis dykningen var helt i
top.
Dykkergitte.dk
|