Elphinstone var klart hoved attraktionen på forårets Divers Club rejse, som foregik ud for den sydlige del af Ægypten. Turen havde været planlagt længe og mange ideer havde været op og vende, til hvordan den praktiks skulle forløbe.

Det færdige resultat blev en uge på det store skib Isprinsen med afgang fra Hurghada og derfra en lang sejltur sydpå. Men småproblemer dukkede ustandseligt op. Ganske få måneder før afrejse døde kaptajnen på skibet, og ingen anden var i stand at styre det store skib rundt på de mange koralrev. Kort før afrejsen kom så den gode meddelelse, at en ny kaptajn var klar tilIsprinsen. Så så det hele lyst ud igen, for det var trods alt det skib vi fra starten havde valgt på grund af størrelsen og faciliteter ombord. Vi var så godt som klar til at tage af sted da vi får tre afmeldinger. Turen står pludseligt til aflysning, da vi kommer ned under det antal som skibet minimum tager for overhovedet at sejle. Heldigvis står et andet skib klar i kullisen, nemlig det skib som i første omgang skulle afløse Isprinsen i tilfælde af en manglende kaptajn.
Det var med en stor lettelse jeg først i april 99 går ombord hos Egypt Air med en lille gruppe glade dykkere for at lade os fragte til Hurghada hvor vores skib venter.
Det er sent lørdag aften, og vi sidder i den lille minibus på vej fra lufthavnens ubarmhjertige kuffertdrenge. Jeg er mere end almindelig spændt på vores skib. Jeg viste det hed Heba og, at der var plads til 16 dykkere. Det var det. Jeg har fortalt gruppen, at det er et stort skib og, at de ikke skulle være kede af aflysningen fra Isprinsen. Jeg havde egentligt ikke noget at have det i, men man skal jo være optimist. Jeg glemmer sent vores ankomst til vores afgangs marina, og jeg trækker altid på smilebåndet når vi taler om turen. Det første der fanger vores blik er et par kæmpe store yachter. Nu er spørgsmålet bare, hvilken et af dem der er Heba. Ovre til højre ligger et par betydeligt mindre både og vores bus standser selvfølgeligt ved den mindste. Jeg er overbevist om at chaufføren har taget fejl, men uanset hvor meget jeg gnidder mine øjne så står der altså Heba på siden. Men alt er jo relativt. Det var synet af de store yachter der fik Heba til at ligne en jolle, men vores skib var også stort. Et næsten nyt skib på 25 m med plads til 16 dykkere. Vi var 9 så vi havde masser plads at boltre os på. Kokken skal nævnes som en del af skibet. Han var istand til at sammensætte menuen så den smagte godt og trods, at den ugen igennem mest bestod af kylling var den altid afvekslende. På trods af at han sov på dækket imellem kartoflerne, gjorde han det ypperste for at tilberede mad til os efter vores dyk. Fem kokke huer til ham.
Vi sejlede tidligt søndag morgen og satte kursen sydpå. Vejret var flot og havet var helt fladt. Vores første dyk skulle foregå over middag ved Safaga. Vi blev før alle dyk briefet meget grundigt af vores irske guide Pete. Han havde sin egen lille måde at fortælle om det kommende dyk. Ofte endte det med at alle lå i latterkrampe på dækket, men hvem har også sagt at en briefing skal være kedelig. Det var et jævnt dyk, men godt for de fleste at starte med noget nemt. For nogle var det første gang i varmt vand, så for dem var det jo fedt bare det at vandet var varmt og en sigt på 25 meter. Efter dykket sejlede vi et ryk mere for sidst på dagen, at ankomme til Quseir hvor vi fik et sent eftermiddags dyk. Under dykket havde vi en forbistret strøm som vi var nødt til at svømme imod et stykke tid. Det blev til en enkelt Reef Shark. Vores første dag er gået og alle er trætte. Efter maden hvor turens madøre Lasse viste os endnu engang hvordan man kan ændre konsistensen af en lækker kyllingeret med en halv flaske Heinz ketchup. Det var efter maden var det naturligt at sidde i de bløde sofaer og snakke om dagens dykning, men det hele ender i at alle nærmest sidder og sover og inden klokken er 9 er salonen ryddet og alle er gået til køjs.

Næste morgen vågner vi op med udsigt over Elpinstone. Revet er ovalt og hver side har en længde, der lige akkurat kan nås på et langt dyk. Det løber fra nord til syd, og rejser sig mange steder vertikalt fra 70 meters dybde. Revet er anset for at være noget af det flotteste dykning, der fås i Røde Havet . Ud over os lå der kun det store svenske Amoirina, der kun havde ganske få dykkere ombord så vi havde stort set revet for os selv de to dage vi lå der. Første dag blev et formiddags dyk, hvor vi blev droppet ved den nordlige del. Det blev en blandet oplevelse for de fleste. Den gode sigt og de store dybder var for et par stykker en uvant fornemmelse. Har man kun dykket herhjemme hvor sandbunden altid er et godt sikkerhedsnet hvis afbalanceringen svigter, kan det være en skræmmende oplevelse at ligge i det krystalklare vand og så ellers tage elevatoren ned på 35 meter i den tro, at der stadigt kun er 20 meter. For Gitte, som ellers har dykket meget i Danmark, et lærerigt dyk, men heldigvis var det store smil som vi kender hende for tilbage, da den første forskrækkelse har lagt sig. Ellers bød dykket fra start til slut på spænding. Vi startede over den nordlige del, som starter med et lavt plateau, som derefter går over i den lodrette væg, man så følger til dykket er slut. Det var et flot dyk med en del skildpadder og ret pæne Napoleon fisk. Korallerne var en blanding af hårde og bløde, men det var intet i sammenligning med den anden side. Østsiden tog vi som andet dyk og det blev et dyk som blev indskrevet som et af mine bedste dyk nogensinde. Væggen faldt vertikalt med utallige udhæng og blødkorallerne hvilket var ubeskrivelig flot. Langs med væggen levede alt hvad Røde Havet kan tilbyde. Kiggede man ud i det blå vand sås mange store fiskestimer, som nærmest upåvirket af vores tilstedeværelse gled langsomt forbi. Det var svært at løsrive sig, men når manometeret står godt og vel inde i det røde område, var det op. De gode dyk blev dog altid afløst af lækkerier fra kokken.
Om aftenen var det tilsyneladende kaptajnens ide at sejle lidt nordpå igen, men det var ikke det der var meningen med turen, så efter lidt forhandlinger igennem vores guide Pete gik han med til, at blive i området en dag mere. Det var nu ikke fordi, han ikke ville unde os et par dyk mere på Elphinstone, men derimod vejrudsigten, der varslede kraftig blæst og vi lå omkring 15 - 18 timers sejlads fra Hurgada. Vi sejlede i læ for natten tæt på kysten og afsluttede dagen med et ok natdyk. Tirsdag morgen var vinden taget til, men ikke voldsomt så vi sejlede tidligt om morgenen tilbage til Elphinstone og tog et dyk mere. Her fik de alle et kanondyk. På den sydlige del af revet lå et plateau, som starter på 25 meter og skråner ned til 40 meter. Gruppen af de mest erfarne, som var ledet af Pete befandt sig pludseligt iblandt en stime af Barracudaer, der cirklede rundt derude og et par hajer var det også blevet til. De var rimeligt oppe og køre efter denne oplevelse. Jeg tog den lille gruppe af de mindre erfarne og lavede en fri nedstigning til plateauet og stoppede på 25 meter. Herfra fik vi et syn, der var ualmindeligt flot. Vi lå på 25 meter og kiggede op over plateauet, der skrånede op imod det egentlige rev og med en sigt på over 40 meter kunne vi se hele vejen op til toppen af revet. Vandet var totalt fyldt med de små orange Basslet fisk, der stod og vimrede imod den svage strøm. En rev haj trak forbi ud på det dybere vand sandsynligvis for, at støde på de andre dykkere. Efter at have nydt synet svømmede vi langsomt op imod lavere vand, og tog resten af dykket på 10 meter langs på den flotte sydside.
Blæse vejret tog til og midt på formiddagen stod det klart, at vi ikke kunne dykke mere på revet, som ligger helt ubeskyttet. Det var en lidt dum situation for der var ikke nogle gode steder i nærheden hvor vi kunne ligge i læ, så vi besluttede at sejle nordpå. Det ville blive en dagsejlads uden dykning og det passede egentligt fint da vi havde indlagt en dykkefri dag. Det blev en hård dag for nogle. Vinden tog til, og efterhånden forsvandt folk stille og roligt fra messen med en kulør i ansigtet, der ikke ligefrem tyede på sundhed. Kokken kunne tage sig en fridag. Hen sidst på eftermiddagen nåede vi frem til nogle rev syd for Safaga. Her skulle den stå på vragdykning. Vi havde haft en god pause på et døgn, så alle var meget opsat på at komme i vandet igen. Ikke langt fra land lå Salam Express. En Færge på 170 meter, som var på vej fra Mekka til Safaga med pilgrime, men på sejlede et rev og sank på få minutter. Omkring 600 mennesker druknede. I dag kan vraget besøges af dykkere da de ikke ligger på særlig stor dybde. Det ligger på styrbord side på 32 meter og med bagbord side på 14 meter. Det er total intakt, Kun en voldsom skade i stævnen vidner om hvad der skete 1986. Vi planlagde et par dykninger på vraget og det var hvis man er varm på vragdykning en meget stor oplevelse. En smule makabert var de mange ejendele fra de omkomne som kunne ses når man kiggede ind igennem koøjerne til kahytterne. Specielt sko var at se imellem køjerne som, var væltet omkring. Det skal lige tilføjes, at alle omkomne var bjerget fra vraget. At svømme rundt omkring dette kæmpe vrag var en oplevelse. Bedst var faktisk at ligge sig et stykke fra vraget, enten bag de kæmpe skruer eller oppe ved stævnen, og derfra i den 40 meter sigt, ligge og kigge på dette kæmpe monstrum med de små dykkere, der svævede omkring. Er man inkarneret vragdykker kunne man bestemt bruge flere dage på at udforske dette vrag, men på et par stykker virkede det lidt spøgelsesagtigt. så vi blev der kun en dag. Aftenen blev bedrevet med et natdyk, som dog ikke var vær at skrive mere om. Næste morgen stod det hele ud i et. Det blæste en pelikan fra nord og en ting var sikkert, skulle der dykkes skulle vi finde et sted hvor der var læ. Planen blev at sejle op til Safaga, Men bare det at komme ud i rum sø var tilsyneladende ikke nogen simpel sag. Vi lå godt i læ af det rev som Salam Express i sin tid røg på og oppe i revets vindside stod flere meter høje bølger ind over med frådende skumsprøjt. Men midt på formiddagen tog kaptajnen så den beslutning at tage af sted. Alt blev surret fast, og vi satte os alle op på soldækket for, at beskue de meget store bølger vi nu skulle ud i. Det blev en hård tur op imod Safaga, men efter et par timer kunne vi lægge os i en mindre rolig bugt. Det eneste, der var roligt i denne bugt var dog vandet. Der herskede et ustyrligt kaos af skibe. Det virkede som om at alle både havde søgt ly af stormen netop her. Der blev råbt og skreget. Bundet fra bundet til. Både flyttede sig rundt selv om de stadigt havde dykkere i vandet og overalt i dette inferno dukkede totalt desorienterede dykkere op for, at opdage at den båd de var kravlet op på ikke var deres. Vores kaptajn tog det roligt og ventede pænt til dagtur bådene var væk. Det var midt på eftermiddagen og vi kunne nå et dyk før solen gik ned. Umiddelbart virkede det ikke som et sted der kunne byde på det helt store, men da vi først var i vandet skulle det vise sig at revet bød på mange interessante ting. Der stod 5-6 søjler fra ca. 20 meter op til tæt på overfladen. De var dækket af meget flotte blødkoraller og der var et stort tal af både store og små fisk. Specielt var der et par store stimer af Batfish cruisede rundt og viste ikke nogen nervøsitet over de mange dykkere. Det blev ikke et af turens store dyk, men alligevel var det nu svært at løsrive sig. Der var hele tiden noget, der fangede ens blik. Vi tog os også et nat dyk på stedet som nok var turens bedste. Ikke så meget på grund det ret spændende liv, men mere på grund af de mange dykkere. Normalt er det nu ikke særligt attraktivt at ligge for mange på et lille sted, men i det her tilfælde gav det en meget flot effekt at se de mange lys, der bevægede sig rundt om de store søjler. Vi taler ikke om 3-4 lygter, men om 20-25 stykker. Det virkede lidt science fiktion agtigt. Dykket bød dog også på både muræner, stingrays og andre af de nat aktive dyr.
Besætningen på båden havde en overraskelse til os om aftenen. De havde arrangeret et lille arabisk danse party med en stor kage. Der blev skruet godt op for musikken. Lige nøjagtigt så meget at den specielle arabiske musik blev godt krydret med en skrækkelig forvrængning. Så blev der ellers budt op til dans og Gitte som tydeligt havde flair for lidt mave dans, fik jo ikke et øjebliks fred. De unge knægte var helt vilde. Selv kaptajnen var tilstede, men sad i respektabel afstand med sin store vandpibe. Ud over Gitte må Gert nu også lige nævnes som en ret talentfuld danser. Til tider var man faktisk lidt bange for at han skulle falde ud over rælingen.

Næste morgen gik det videre nordpå. Det var ved at være sidst på ugen, og kursen blev sat mod Hurghada. Der skulle der dykkes en dag inden vi lørdag skulle tilbage i havn. Hurghada er ikke kendt for den bedste dykning og de kunne da heller ikke sammenlignes med det sydlige, men det skal dog alligevel siges at et sted bød på noget af det flotteste jeg har set af hårdkoraller. Det var ret lægt vand så det kunne blive til nogle dejlig lange tider. Fiske livet var specielt ved, at der var mange stimer og noget af det flotteste var de mange store stimer af butterfly fisk. Vi var alle enige om at det var et dykkersted, der kunne tåle et par dyk mere så det blev også til et natdyk. Lørdag morgen var sidste dag. Da vi lå ret tæt på Hurghada, kunne vi nå et morgendyk, og det var der stemning for at foretage det samme sted. Det var igen et godt sted og en god afslutning på en dejlig tur som sagtens kunne gentages.

Til sidst er der bare at sige tak til Gitte, Helga, Nis, Lasse (Heinz), Anders, Gert, Thomas og Thomas for en dejlig tur.