Tekst og foto Marianne Gauguin
Miil Channel – Manta Ridge:
Vi har nu ligget her i ca. 10 minutter. 22.3 m. siger dybdemåleren. Sigtbarheden er ret dårlig for at sige det mildt – ca. 5 meter – dårlig for hvordan sigtbarheden normalt er i disse farvande. Jeg er begyndt at fryse lidt i min 3 mm., men slår det hen og venter tålmodigt videre, mens jeg endnu en gang tæller de ca. 15 garden eels, der bor ca. et par meter fra, hvor jeg ligger i sandet, men det er ikke for deres skyld jeg ligger her med kameraet parat.
Divemasteren sagde, at de plejede at komme her på den nederste "cleaning station", men det er nu 3. dag i træk, vi ligger her, og endnu har vi ikke set nogen her nede.
Vi så dog et par stykker i går, men på den øverste "cleaning station", på 14.4 m.s dybde, og de var lidt langt væk, ca. 10 m. og blev ikke særlig længe.
Vi ligger nede på bunden af en kanal, ca. midt i kanalen. Man følger kanalens væg på venstre side i ca.5 min. fra båden, svinger så til højre langs sandrevlen (sandridge) på ca. 20 m. dybde til man når enden af revlen, lægger sig så til rette i fordybningen og venter – jeg kan nu næsten ruten udenad.
Og så endelig viser der sig en kæmpeskygge i det uklare vand, der er ophvirvlet af sand fra utålmodige dykkere. Lydlyst kommer hun glidende som et svævefly med 4 meter vingespan. Og helt rolig, uden angst for alle de mærkelige væsener, der ligger i sandet og blæser bobler ud, begynder hun at cirkle hen over rensestationen.
Jeg lægger mig på ryggen for at fylde så lidt som muligt og for at tage nogle billeder nedefra-op. Jeg kan tælle pletterne på hendes mave, og jeg forsøger at holde vejret, for jeg har fået at vide, at boblerne kilder på maven. Vi ligger helt stille, for vi har fået at vide, at hvis vi bevæger os hen imod dem forsvinder de ud i det store blå, hvor de kom fra.
Hun er nu så tæt, at jeg kan klappe hende på maven – men det gør jeg ikke - for ikke at skræmme hende væk. Jeg ser direkte på hende, og hun ser så bekymret ud, med store sørgmodige sorte øjne, og hun kigger tilbage på mig.
Hvad tænker de mon, disse fantastiske skabninger, der hver dag ufrivilligt er hovedpersoner i dette show ?
4-5 gange følger hun den samme cirkel rundt om rensestationen, standser knap nok for de villige butterfly-fisk, der venter på at rense hendes gæller. Måske gider hun ikke mere være skuespiller i dette show. Mon hun tænker på at finde et nyt sted, hvor hun i fred og ro kan få alle parasitterne (bogstavelig talt) fjernet.?
Det er marts måned, og månederne fra december-marts er Mantaernes parringsmåneder. Så samles de i og udfor Miil Channel på nordvestkysten af øen Yap, den vestligste af ø-staterne i The Federated States of Micronesia. De øvrige stater er Chuuk, Pohnpei og Kosrae.
Det siges, at der er Mantaer året rundt på Yap, men om sommeren ser man dem kun på nordøstkysten, ved Goofnuw Channel.
Der var nu ikke så mange Mantaer, som jeg havde håbet, faktisk kun en 3-4 stykker, men det var fordi der netop havde været en tyfon, som havde fået Mantaerne til at fortrække ud på åbent hav. Denne tyfon havde samtidig rodet sandet op, så sigtbarheden var derefter.
Hver morgen sejlede vi fra hovedbyen Colonia gennem mangroveskoven og Tagreng Channel, som blev håndgravet af tyskerne under 1. verdenskrig ud til lagunen og Miil Channel, som er passagen gennem revet til det åbne hav.
Revet omgiver hele øen.
Faktisk er der kun 3 passager fra det ydre rev ind til selve Yap.
Da der er store tidevandsforskelle er det vigtigt at vi kommer igennem Tagreng kanalen og lagunen, inden vandstanden bliver for lav. Mantaerne retter sig også efter tidevandet, så der er bestemte tidspunkter på dagen, hvor sandsynligheden for at se dem er større.
Udover Mantaerne er der ikke så meget at se i selve Miil Channel. Bunden af kanalen ligner faktisk en landingsbane. Der er et par enkelte søanemoner og softkoraller spredt ud over bunden og nogle få almindelige koralfisk. Om dette lidt øde landskab skyldes slitage (for mange dykkere) eller tidevand og strømforhold skal være usagt.
I og lidt udenfor selve kanalen kan man se sovende hvidtippede revhajer i sandet, enkelte grå revhajer, og en børnehave på ca. 40 stk. baby-revhajer a 60-75 cm. længde holder til ved overfladen. De voksne kredser rundt og holder et vågent øje med de små puslinge. Ved Miil Point, næsten ved rev-kanten er der en del muræner og ret så mange queen-trigger fisk, som har en speciel forkærlighed for gule og blå finner, som de ynder at sætte deres sylespidse tænder i, selvom man hastigt forsøger at svømme ud af deres æglægningsområder. I aggressivitet slår de til enhver tid en fredelig gråhaj.
Uden for revet er der flere dykkersteder ned langs vest- og sydkysten, såsom Fanif Wall, Cherry Blossom Wall, Yap Caverns og Lionfish Wall, hvor der ikke er lionfish, men til gengæld mængder af soldier- og squirrelfish. Det er alle væg-dyk, som navnene antyder og ret lette dyk, da der ikke er meget strøm og dybden er vel til ca. 50-60 m.max.
Til gengæld er der pæn søgang, både op og ned og fra side til side på det ydre rev. Når man runder sydspidsen kan det minde om en rutschebane.
Sigten er langt bedre på det ydre rev, men desværre er der ikke så meget liv, hverken stort eller småt. Derfor er de fleste dyk koncentreret om Miil Channel og Mantaerne, som selvfølgelig er dem vi alle er kommet for at opleve, men det er lidt synd, fordi der er ret så mange dykkere samlet her hver dag på samme sted. I sommermånederne samles man i stedet som nævnt ved Goofnuw Channel på østkysten, hvor Mantaerne så holder til.
Praktiske oplysninger:
Danmark-Yap t/r:
Først med fly til Manila via Frankfurt (Lufthansa) eller via Zürich (Swissair).
Eller evt. med Singapore Airlines til Singapore og så med Silk Air til Manila.
Derefter med Continental Micronesia via Palau til Yap. Dette fly går kun onsdag og lørdag morgen, og som forbindelserne er p.t. bliver man nødt til at overnatte i Manila.
Man kan også tage med Chinese Airlines fra Frankfurt til Taiwan/Taipeh og så Continental derfra til Yap. Det er noget billigere.
Flybillet Kbh.-Manila t/r kan gøres for ca. 8000 kr., mens Manila/Palau/Yap t/r er ca. 5000 kr. Det tager ca. 2½ time at flyve fra Manila til Palau og derefter ca. 45 min. til Yap. Når man alligevel er på de kanter kan det stærkt anbefales at besøge Palau på enten ud- eller hjemturen.
Da Continental er et amerikansk flyselskab er sikkerhedsprocedurerne ualmindelig skrappe (efter Sep.11) Selv skoene skal tages af, og udløserknappen på kameraer skal kunne trykkes i bund. Alle tuber og flasker bliver åbnet. Lygter kontrolleres (batterierne) og dykkerknive konfiskeres selvfølgelig.
Man kan også risikere, at kufferter med kodelås bliver brudt op uden man får det at vide!
Dykkercentre og hoteller:
Det mest kendte dykkercenter er: Yap Divers med tilhørende hotel Manta Ray Bay Hotel. Dette dominerer så helt bestemt hovedbyen Colonia.
Hvis man er til det mere magelige og vestligt orienterede, så er dette stedet, men prisen er derefter. Der er også restaurant – En Fishburger med fritter koster USD 8.
Hvis man foretrækker et lidt mindre dykkercenter med max. 6 personer på båden – faktisk var vi kun 3-4 stk. de fleste dage – kan Beyond The Reef anbefales.
Pris for 2 dyk med båd (incl. en lille snack og vand/te) er USD 85-90 – både hos Yap Divers og Beyond The Reef.
Hvis man vil bo lidt mere lokalt og lidt billigere kan Ocean View Hotel til USD 44 anbefales eller ESA Bay View Hotel. Hvis man har rigtig, rigtig mange penge kan Traders Ridge Hotel anbefales (kolonistil med pool) USD 150 og opefter.
Begge dykkercentre arrangerer dykkerpakker – se deres hjemmesider.
Mere om Yap:
Der er generelt ret dyrt på Yap, både hotel, dykning, mad, tøj osv.
Det meste bliver importeret fra USA og møntfoden er også i USD. Alle taler engelsk.
Yap er kendt som "The Land of Stonemoney". I tidligere tider byttede man sig til varer ved brug af store runde sten med hul i, af udseender som møllesten. De fleste blev tilhugget på Palau og fragtet til Yap. Jo sværere det var at få stenene transporteret til Yap, jo mere var de værd. Da man ikke lige flytter rundt på disse sten, blev de anbragt langs hovedgaden i landsbyerne, hvorefter de blot byttede ejermænd. Der er stadig et par landsbyer, hvor man kan se disse sten.
Det mest karakteristiske ved yapesere er den bule, de alle har i den ene side af kinderne, hvor betel-nødden ligger. Alle tygger betel, fra piger i 12-års alderen og op. Betel-nødden er en lille grøn valnøddestor nød, som hænger i klaser fra høje spinkle palmer og hentes ned med lange stænger, eller også klatrer drengene op og skærer dem ned. Man lægger nødden i et blad og drysser lime-juice over. Folder bladklumpen sammen og lægger den tilrette i kinden. Herefter spytter man af og til en lang rød stråle ud, indtil der ikke er mere saft i nødden. Derfor er alle fliser og gulve i Yap rødplettede.
Man siger, at grunden til, at gulvet i den nye lufthavn er mørkerød er, at så kan man ikke se spytklatterne.
Dresskode:
Kvinder må ikke vise lår, eller gå med korte shorts. Til gengæld går nogle af de lokale kvinder stadig med lange bastskørter (lava-lava) og er topløse.
For yderligere oplysninger er her følgende web-adresser:
www.visityap.com - www.mantaray.com - www.diveyap.com
www.oceanview.com - www.tradersridge.com - www.pathwaysHotel.com
Lidt læsestof om Sydhavet kan findes i flg. bøger: The Blue of Capricorn by Eugene Burdick og His Majesty O´Keefe (King of Yap) by Lawrence Klingman. Begge bøger er meget populære på Yap.