En rød stribe i horisonten varslede, at solen var ved at stå op over Filippinerne. Vi sad, 14 mennesker i en lille flyver på vej til Bohol, og småsov efter, at være blevet purret ud af fjerene ved fire tiden om morgenen for, at nå første fly fra Manila til Bohol. Vi havde dagen før lagt et koldt og gråt København bag os for, at deltage på Divers Club rejsen, der skulle finde sted på den lille ø Panglao lige syd for Bohol.
Vi landede på en lille asfaltstribe i byen Tagbillaren, og blev hentet af en gammel bus, der af små veje fyldt med knallerter og legende børn, bragte os til Alona Beach. Alona Beach er et stykke strand på omkring en halv km, og det var som at træde ind i et lille paradis. En dejlig hvid sandstrand med palmer, og man fornemmede med det samme den behagelige atmosfære, der hang over stedet. Vi blev indkvarteret i bungalows bygget, der ikke bød på den store luksus, men til gengæld var hyggelige og selv om man var i sin hytte fornemmede man stadigt vinden og havet, som var med til at køle den ellers bagende tropesol. Nu var vi kommet frem efter en lang rejse, og efterhånden var det dykningen, som vi jo var kommet her for, der begyndte at trække. Vi havde booket dykning hos Atlantis Dive Center, der er ejet og ledet af tyskeren Kurt. Det skulle også vise sig, at det var et meget godt valg for dykkercenteret er seriøst, og Kurt gjorde alt hvad han kunne for, at vi skulle have en dejlig ferie.
Vi var som sagt en gruppe på 14 personer, og alle havde vidt forskellig dykkerbaggrund og erfaring. Det gjorde det kun mere spændende som gruppeleder, specielt det at der var nogle, der aldrig havde dykket i varmt vand før. Vores første dyk skulle foretages på husrevet for lige, at tjekke de forskellige dykkefærdigheder og der var også nogle, der havde brug for lidt opfriskning. Efter afvejning og ændring af et par småting var vi klar til, at se lidt nærmere på husrevet, der var ganske godt af et husrev at være.
Næste dag tog vi af sted først på formiddagen, og satte kurs mod dykkestedet Doljo. Der skulle være en god chance for at se Hammerhajer, og Kurt gjorde ikke forventningerne mindre med et par gode historier. Vi fik tildelt vores egen båd, der var en udriggerbåd med plads til 15-20 dykkere, og det var en ret god båd at dykke fra, men den gav nogle ømme rumper ved de lange sejlture, idet sidepladser ikke var noget båden havde overdådigt mange af. Vi havde delt holdet i tre grupper med en gruppe for dem, der ikke havde dykket et stykke tid og så et par grupper med mere erfarne dykkere. De tre grupper fik hurtigt øgenavne hvilket gjorde nemmere under briefingen. En gruppe, bestående af Michael, Jon, Henny og Anna fik navnet Japanese group pga. deres japanske guide, der dog efter to dage blev afløst af tyskeren Hansi. Anden gruppe fik meget hurtigt navnet sixty minit, idet Arne og Aksel, der var en del af gruppen sammen med Dorthe og Lars ikke regnede et dyk på under en time som noget der talte nogen steder. Tredje gruppe var min med de uerfarne og dem, der ikke havde dykket i et stykke tid. Gruppen bestod af Elo, Lars H, Jeanikke, Henning, Helga og mig selv som styrmand. Vi havde ikke noget navn, men dermed ikke sagt at vi var en kedelig gruppe. For eksempel var det kun den gruppe, der så en Hammerhaj. Der var nok et par stykker, der gerne ville have været med os den dag.
Vi sprang i vandet på lavt vand cirka 25 meter fra revkanten. Alle havde talt om Hammerhajerne, men lige så snart vi gled ud over kanten var der pludseligt meget andet, som også talte. Væggen faldt lodret ned i det blå og et væld af meget flotte koraller stod, og svajede i den svage strøm. Tusindvis af Kardinalfisk stod med snuden imod strømmen, og trak sig fra tid til anden ind imellem korallerne, hvis de pludseligt fornemmede en fare. Adskillige andre mindre fisk såsom Butterflyfisk, Papegøjefisk og Snappers afsøgte revet omkring os. Efter cirka en halv times dykning begyndte vi langsomt, at svømme op på lavere vand og på cirka 15 meter kom den så. Jeg fornemmede en klar uro bagerst i gruppen, og et par af dykkerne pegede nærmest febrilsk ud i det blå. 15 meter fra os gled en 3 meter stor Hammerhaj forbi. Den tog ingen notits af os, og forsvandt som en majestæt ud i det blå. Dykket var en klar succes, og da vi var tilbage på båden, var det helt klart det store samtaleemne. Et par stykker i gruppen havde aldrig dykket i varmt vand før, og de var ikke til at skyde igennem. Det viste sig, at de to grupper med de erfarne dykkere ingen haj havde set, så der var en vis prestige at dykke med de "uerfarne".
Vi sejlede videre mod næste dykkested, der kaldes Balicasag. En lille ø omgivet af flotte vægge og med mulighed for at se store stimer af Jackfish. Først ville vi dog fortære vores medbragte sandwich under en palme på den eksotiske ø, men vi havde dårligt fået sat tænderne i lækkerbisknen før en uniformeret betjent med en pumpgun dukkede op og fortalte, at det kostede penge at side på øen, for den tilhørte tilfældigvis et hotel. Vi luskede lidt oprørte tilbage til vores båd, hvor Elo var ved at afprøve sit overvandskamera under vandet. Det duggede lidt kraftigt på indersiden, men om ikke andet så havde vi da noget at joke om resten af turen.
Dykket omkring øen var igen flot vægdykning som ved foregående dyk, med masser af flotte koraller og et utal af flotte småfisk. Desværre udeblev de helt store stimer af Jackfish, men et par smågrupper med 5-6 Jacks var dog henne og vende ved os fra tid til anden. Første dykkedag var ved at være færdig, og vi vendte næsen hjem mod Alona Beach. Om aftenen blev der arrangeret fællesspisning med masser af fisk og kylling som vi med god appetit kastede os over.
Næste dag skulle vi op til Cabiloa, som er et af topstederne i området. Igen begyndte Kurt med sine historier om Hammerhajer, så vi sad og trippede for at komme i vandet. Der var en ret god strøm da vi ankom til stedet så vi blev droppet i vandet ude over revkanten og blev med det samme ført af sted, mens vi langsomt dalede ned langs med den koralfyldte væg. Igen oplevede vi en meget stor variation af koraller. Specielt store Sea Fans, der stod som kæmper ud fra væggen var et flot syn. Oppe på lavere vand kunne vi ligge at nyde de mange forskellige typer klovnfisk, der standhaftigt forsvarede deres Anemoner.
Som frokost var der bestilt skinkenudler på den lokale, så vi blev sat i land, hvor vi på en lille restaurant nød det overdådige måltid. Under vores ophold på land så vi også turens anden Hammerhaj. En fisker havde i dagens fangst taget en pæn Hammerhaj som han var ved at partere. Jeg må dog indrømme, at jeg hellere havde set den under vandet end på land parteret i småstykker.
Dagens andet dyk var igen på Cabilao, der bød på det samme som formiddagens dyk.
Næste dag skulle vi ud på en af turens højdepunkter. Den to dages bådsafari til Apo Island. Apo er en lille klippeø, der ligger umiddelbart før man sejler ud i Sulu Sea og bebos af et lille fiskersamfund. Vi startede ´tidligt næste morgen samtidigt med at solen tittede frem, og mens vi sejlede af sted i den første morgensol, blev der serveret morgenmad, som bestod af pandekager med frugt. Utroligt lækkert. Det var havblik, og vi mødte adskillige delfiner, der i store grupper boltrede sig i det spejlblanke vand. Efter to timers sejlads var der pludseligt en lille prik i horisonten, der dukkede op og efterhånden blev den lille prik til en stor klippeknold, som ved første øjekast så aldeles ugæstfri ud. Det lignede mildest et sted hvor en flok vilde kannibaler stod med den store suppegryde klar, og kun ventede på os, men det viste sig at være det sande paradis. Straks ved ankomsten til øen gjorde vi klar til det første dyk, der skulle foretages på et fredet område på grund af den store forekomst og variation af koraller. Området var helt i særklasse. Der var en variation af forskellige koralarter, som jeg aldrig før har oplevet. Også fiskelivet på revet var meget spændende. Hvis man har en forkærlighed for Klovfisk, må man være gået helt i trance for der var adskillige arter, og dykkets toppunkt var helt klart en kæmpe Anemone med over hundrede Klovnfisk !
Efter et godt dyk kunne vi kravle om bord igen, og alle var enige om at dette dyk havde været helt kanon.
Nu skulle vi indkvarteres, så vi sejlede om på bagsiden af øen hvor en lille strand pludseligt dukkede op imellem de ellers meget ufremkommelige klippevægge.  Jeg er sikker på at dette syn tog pusten fra de fleste. Vi blev fordelt i små hytter, som lå hyggeligt imellem de mange palmer og derefter var det tid til at indtage vores frokost. Om eftermiddagen skulle vi dykke på Mamsa point, der er kendt for sin voldsomme strøm. Efter en grundig briefing sprang vi i vandet, og erfarede, at strømmen holdt middagspause så det blev et stille og roligt dyk, hvor vi kunne ligge og nyde det flotte koralrev. Der var også mulighed for et sent eftermiddagsdyk for de mest standhaftige hvor vi tog et lægtvandsdyk.
Dykkestedet var jævnt godt med flotte koraller, men ikke det helt store sus. Derimod så vi den første havslange på turen. Jeg så den først, og fik hurtigt ledt de andres opmærksomhed over på dyret. Vi holdt en god afstand. Der var ingen, der skulle over og lege slangetæmmere. Om aftenen ville vi for lige at få oparbejdet en god appetit tage et natdyk. Solen var væk allerede ved sekstiden, så set kunne sagtens nås inden der blev serveret. Vi var spændt på hvad de kunne byde på herude om natten. Natdyk er jo altid en fornøjelse i sig selv, og dykket blev også krydret med et par spændende ting såsom lidt Lionfish og en enkelt Muræne. Også en stor flok af den giftige Catfish vrimlede rundt i en klump, totalt forvirrede over alt vores lys.
Aftensmaden ventede så jeg havde sat en maks. tid på en halv time, hvilket forståeligt nok ikke var så populært, men hellere det end at blive uvenner med kokken. Hans kniv var større end vores.
Ved solopgang var de fleste klar igen, så vi sejlede før morgenmad til Mamsa point hvor strømmen denne gang ikke holdt pause. Vi sprang i, fangede strømlinen og dykkede så snart alle var klar. Så gik det ellers derudaf hele tiden spejdende ud i det blå så vi ikke skulle gå glip af alle de hajer, der efter sigende skulle være her. Jeg tror ikke hajerne var stået op endnu. Det var livet på koralrevet, så vi nød det meget spændende rev, vi passerede forbi. Som fortalt i briefingen før dykket ville strømmen under dykket på et bestemt hjørne vende og trække ud i det blå, så da vi nåede hjørnet var det tid til at svømme op på lavt vand. Her tog vi os et langt sikkerhedsstop, mens vi drillede de morgenfriske Klovnfisk.

Efter morgenmad forlod vi Apo og sejlede mod øen Siquijor hvor vi skulle foretage et såkaldt explorerdyk. Det var ikke værd at skrive hjem om. Stedet, der ikke havde noget navn blev døbt wetsuit point idet Jon, ubevist, smed sin dragt overbord da vi sejlede. Det blev kun opdaget fordi vores bådsmand, så noget blåt flyde rundt en halv kilometer bag os og blev nysgerrig. På øen Siquijor gik vi på indkøb i en mindre by, hvor vi med det samme fik landsbytossen på slæb. Det lykkedes et par stykker af os at snige os væk, da han ikke forstod vores meget kraftige hentydninger til at forsvinde. Vi vandrede et par timer i den lille by hvor efter vi skulle tilbage til Kurt, som med store armbevægelser havde fortalt om den fantastiske barbecue, han ville stable op på havnen. Med al respekt for Kurt, men han havde fra tid til anden en tendens til at overdrive. Vi fik fisk brændt i åben ild bag et nedlagt lokum. Det smagte faktisk godt.
Vi sejlede tilbage til Alona efter en dejlig tur til Apo, og hjemme i dykkercentret ventede os det helt store måltid med alt godt fra havet.
En aften på Alona Beach sad vi og sludrede lige før sengetid. De første var lusket hjem til hytten, og på et tidspunkt rejste Arne sig også for at luske i seng. Vi sagde godnat til ham, og fortsatte vores snak. Kort tid efter hørte vi en hund hyle op. Det lød som om der var en der stod, og tævede den stakkels hund med en kæp. Næste morgen mødte Arne op med en kæmpe hudafskrabning på benet, og vi måtte jo høre hvad han rendte, og lavede om natten. Han havde i mørket imellem vores hytter trådt på en hund, som midt på stien havde gravet sig et sengeleje for natten. Arne var styrtet direkte i gruset og hunden stukket af. Da vi dagen efter kom tilbage fra tur lå hunden uden for restauranten, og sov ved vores bord. Da Arne kom, stak den af med halen imellem benene!

Dagene gik, desværre alt for hurtigt. Vi dykkede hver dag omkring Bohol, på nær en dag hvor der blev arrangeret en tur til Chocolate Hills. Disse bakker ligger inde på Bohol, og er et bemærkelsesværdigt syn. Et stort landområde, som er dækket af små runde bakker, og som netop kan have farven i retning af chokolade. Der blev også mulighed for en flodsejlads og ellers blev den flotte natur nydt i fulde åndedrag.
Det var dog ikke alle, der ville ud og se på brune bakker. Arne og Aksel ville hellere dykke, så de tog ud med en flok tyskere. Jeg selv foretrak at komme i vandet og tage lidt billeder, så jeg blev også hjemme, og tog med ud på et af de herres sixty minits dives.

Efter hviledagen fortsatte vi vores dykning ,og vi havde mange spændende dyk som jeg kunne skrive om i timevis. Et af de mere specielle var Snake Island. Det er en undersøisk ø, som skyder op fra dybet, og hvor toppen ligger på ca. 15 meter. Der er en kraftig strøm ind over øen og det, der er specielt, er de mange slanger der parrer sig her. Revet på øen er ikke et dyk værd, men vi oplevede et væld af slanger, som svømmede rundt efter hinanden. Det er ikke et sted hvis man lider af angst for slanger, og der var da også et par stykker, der meldte fra.

Vi var efterhånden nået den sidste dag, som var dykkefri. Kurt havde inviteret os på kæmpe fest om aftenen, og det var så sandelig et overdådigt måltid. En kæmpe fiskebuffet og to helstegte pattegrise. Ud over den dejlige mad fik vi også smagt den lokale rom. Selv fik jeg drukket godt af den velsmagende drik, indtil jeg fik set på etiketten. 80 % . Jeg gik over til Cola, men for sent. Det var lidt af en afslutning på en dejlig ferie.

Jeg kan kun her til sidst sige at det var en dejlig gruppe at have med at gøre og jeg håber at se alle igen.