Små lysegrønne øer, turkise laguner, gigantiske drop offs og en stor mængde af hajer er noget af det, der har ind printet sig på min nethinde efter en tur til Mikronesien. Området er et af verdens bedste dykker områder og specielt Palau, som ligger i den vestlige del af Stillehavet, byder på dykning i verdensklasse. Uanset om du vil ud og se smukke koralrev, store fisk eller have excellent vragdykning er du på ingen måde havnet det forkerte sted. Palau byder på det hele, og giver dig en oplevelse både over og under vandet, som du aldrig glemmer.

Det var med en vis spænding, at jeg i 98 selv fik muligheden for et par uger der ude. Det var en tur, der kom ret hurtigt i stand, og det var meget sparsomt med oplysninger derude fra. Ingen herhjemme sendte turister til Palau, medmindre man selv arrangerede, så informationerne var meget sparsomme og det eneste billede jeg havde dannet mig af øerne var indtryk fra filmen The Living Sea fra planetariet, som blandt andet var filmet derude.

Da vores fly en sen eftermiddag i marts 1998 forlod 33000 fods højde og startede indflyvningen til Palaus hovedstad, Koror, foregik det i tunge regnvejrsskyer og det var lidt af en ærgrelse, at vi ikke umiddelbart skulle skue ud over de flere hundrede små øer. Men det var lidt for tidligt at ærgre sig for i det øjeblik vi kom under skydækket, så vi hvad Palau blandt andet er kendt for. Hundrede små lysegrønne øer lå under os med det dejligste vand, der havde nuancer fra det dybeste blå til den klareste turkisfarve. Det så fantastisk indbydende ud.

Vores ankomst til Koror forløb meget let. Palaus infrastruktur er god, men man skal også tænke på at det hørte under amerikansk administration indtil starten af firserne, hvor det erklærede uafhængighed på grund af USA’s atompolitik i Stillehavet. Selve byen Koror, som er hovedstad på Palau huser 10.000 af hele landets befolkning på 15.000. Byen er ikke nogen speciel seværdighed, men et fint sted at opholde sig. Den er let at overskue og der findes et pænt udvalg af forskellige restauranter til meget rimelige priser. Alle hoteller er også placeret i den lille hovedstad.

Udvalget af dykkercentre på Palau er ikke voldsomt stort, hvilket jeg dog ikke ser som noget problem. Turisme er et ret nyt fænomen på Palau og masseturisme er stadigt et ukendt fænomen. I 1997 besøgte kun tusind europæere øerne. Det er dog ved at ændre sig, men man må håbe at de forstår, at holde igen så ikke man ser det samme som man har set så mange andre steder, hvor flere hundrede dykkere sejler ud hver dag til det samme dykkersted.

Vi valgte at dykke med Sams Dive Tours. Et godt valg viste det sig. De sejlede os hver dag til de bedste steder selv om de lå langt væk, Satte højst 8 dykkere på en båd og vi fik i vores overfladeintervaller nogle dejlige vandreture på de små øer, hvor vi besøgte gamle kanonstillinger og andre spændende steder fra 2. verdenskrig. Sam‘s dykkerguider gjorde et rigtigt stykke arbejde for deres dykkere. Alle havde et meget bredt kendskab til dyrelivet både over og under vandet. Før hver dykkertur blev vi grundigt briefet hjemmefra på skitser over dykkerstedet, så alle havde en god viden om, hvad vi skulle ud til. Vi fik en fyr ved navn Jonas som guide. Han var dansk, men havde for flere år siden slået sig ned på Palau og var fast hos Sam‘s.

Den første fascination
Vores første dyk derude er nok et af dem jeg husker mest. Ikke fordi det var deres bedste sted, men nok nærmere de indtryk, der rammer en første gang man dykker et nyt sted. Vores neddykning var over et rev, hvor der ikke var mere end 3-4 meter dybt. Derfra skulle vi ned igennem et stort lodret hul, der lå midt i revet, svømme ned til 15 meter og derefter var der en åbning ud i den væg, vi så skulle dykke på. Jeg husker ganske tydeligt min første reaktion, da jeg kiggede ned i vandet fra overfladen. Hold kæft en sigt røg det ud af mig. Den var bare ekstrem god. Vi svømmede ned igennem vores mini blue hole og fik pludseligt det store wiew ud af hullet. væggen gik lodret ned i det blå, og der var en meget stor mængde knaldrøde hornkoraller. Overalt stod de røde Goggelyes og kiggede ud på os. Det var nu ikke så meget revet, der i første omgang havde min store interesse. Jeg vidste, at farvandet kunne byde på alt lige fra Manta til hajer, så jeg lå et pænt stykke fra revet og spejdede ud i det blå. Det virkede temmelig tomt. Halvvejs henne i dykket drejede væggen en smule. Jonas var for længst væk med et par Hong Kong piger, så vi havde væggen for os selv. Rundt om hjørnet mærkede vi en smule strøm og pludseligt var de der bare. Først et par revhajer, så en skildpadde og til sidst lå vi i en flok barracudaer. Jeg var ikke til at hive op af vandet. Vi lå på 5 meter og lod os imponere, og det var først da min luftintegrerede computer lød som et kirkeorgel, at vi sagde på gensyn og helt euforiske hoppede op i båden. Det var mit første dyk på Palau og jeg var solgt.

Sejlturen hjem fra de sydlige øer op til Koror, hvor hoteller og dykkercentre ligger var en oplevelse i sig selv. Om morgenen galt det om at komme hurtigt ud til dykkerstederne, men om eftermiddagen var der ofte tid til lidt sjov. Og hurtig gik det. Vores båd var en ca. 7 meter glasfiberbåd med 2 stk. 250 hestes påhængsmotorer! Ofte gik turen hjem igennem de mange småøer, hvor der ofte kun er små kanaler imellem. At blæse derudaf med 40 knob i timen igennem snævre bugtede stræder var bare for vildt. Pigerne hvinede og fyrene sad og så ud som om de havde check på situationen, men jeg er sikker på, at alle tænkte hvad der ville ske, hvis der kom en båd med samme fart i modsat retning. Jeg overbeviste mig selv om, at der måtte være ensrettet. En ting er sikkert, det var kanon sjovt!

Blue Corner
Palau er specielt blandt undervandsfotografer og andre filmfolk kendt for dykkerstedet Blue Corner. Jeg hørte allerede om Blue Corner ude på Filippinerne, hvor jeg var lige inden Palau turen. En eller anden tysk dykker derude havde hørt, at man blev spændt fast på en eller anden væg på grund af den stærke strøm. For ikke at gøre den glade tysker sur nikkede vi bare og gav ham ret. Vi havde ellers svært ved at holde masken. Men vi blev klogere, og det begyndte at gå op for os, at han måske ikke var helt forkert på den, for da vi havde booket vores dykning hos Sam‘s spurgte de om vi havde en reefhook (revkrog)? Vi kiggede på hinanden mens underkæben langsomt bevægede sig ned mod gulvet. Vi blev afkrævet 120 kr. per hook! Blue Corner er en væg, der rejser sig op fra et par hundrede meters dybde og stopper på ca. 15 m. Strømmen, der som regel kommer med pæn kraft, rammer væggen og den store vandmængde presses ind over kanten og videre hen over plateauet. Det er som regel en meget kraftig strøm, ofte op til 3 knob, hvor man ingen chance har for bare at ligge stille op mod strømmen, uanset hvor meget man så kæmper. Kanten af plateauet er et ekseptionelt godt sted, hvis man vil opleve storvildt på klods hold.

Vores første dyk på Blue Corner var mildest en blandet fornøjelse for mit vedkommende. Nok mest på grund af min undervurdering af forholdene. Vi blev droppet på dybt vand og gik ned på 25 meter. Vi kunne lige ane væggen, der til at starte med går direkte op til overfladen. Allerede her dukkede de første hajer op. Grey reef shark og en del black og white tipped passerede forbi os. Det var meget tydeligt, at de iagttog os - Der var øjenkontakt! Efter 5 minutter svømmede vi over mod væggen, der nu kunne skimtes ca. 40-50 meter væk, mens vi bevægede os op på 20 m. Vores guide trak sin reef hook op og holdt den op, hvilket var et tegn til, at vi skulle gøre det samme. Jeg tog min krog frem, klikkede karabinen fast i den ene side af min vest og holdt krogen i hånden. Der gik ikke langt tid før det var meget tydeligt, at strømmen blev påvirket af den store forhindring og pludseligt gik det stærkt, meget stærkt. Plateauet kom farende mod os i en rivende fart. Meningen var så, at i det øjeblik man rammer overgang fra væg til plateau sætter man sin krog i en sten og så ligger man ellers der og kan nærmest klappe hajerne, når de trækker forbi. Det lykkedes mig også at fange en sten, men som jeg nævnte før satte jeg karabinen fast i den ene side af min vest i stedet for midt på, så i stedet for at ligge i front op mod strømmen og nyde hajer og stimer af tun og barracudaer, lå jeg nærmest og flagrede med siden til afgrunden, hvor det hele foregik. Umiddelbart kunne man forestille sig, at man så bare flytter karabinen,
men når snoren er stram som en bardun og man har et stort kamera i den ene hånd, er man mildest talt ikke specielt mobil i den kraftige strøm. Slipper man sit fæste ryger man væk fra kanten og må nøjes med en plads på anden parket. Dette dyk var ingen succes for mit vedkommende, selv om jeg efterhånden fik møvet mig rundt så jeg lå bedre, men min arbejden rundt i den kraftige strøm gjorde bare at jeg hurtigt fik brugt min luft. En ting jeg dog fik set var en flok eaglerays, der legede bag ved os på plateauet og det var vel og mærket kun fordi, jeg lå i den forkerte retning. Vi slap vores sten og fløj i rasende fart ind over plateauet, der strakte sig over ca. 100 m for igen at ende i en væg ned på uendelig dybde. Næste gang på Blue Corner var jeg bedre forberedt. Jeg havde denne gang sat karabinen midt på vesten og fik fint fat i en sten, hvorefter jeg fyldte lidt luft i min vest. Så lå jeg ellers der og fulgte hajerne, der cruisede forbi os. Holdt man sine bobler tilbage et øjeblik, blev de ikke skræmte og de kom inden for 2 meter Perfekt for undervandsfoto. Ofte kom stimer af tun og barracudaer op fra dybet og scollede omkring os inden de fortsatte videre. Det var en fantastisk oplevelse og jeg har ikke hverken før eller siden oplevet noget tilsvarende. Når man ville videre, fjernede man krogen fra sin sten og derefter gled man ind over plateau, hvor der altid var skildpadder, eaglerays og mange barracudaer. Vi fik mange dyk på Blue Corner og oplevede virkeligt Stillehavet når det er bedst. Sikkerheden var helt i top på disse kraftige strømdyk. Ingen fik lov at dykke uden en oppustelig dekobøje, således at dykkerbåden var istand til at finde en igen, for Stillehavet er stort.

Gammelt Jern
Palau var scene for et af Stillehavets blodigste slag imellem amerikanerne og de japanske styrker under 2. verdenskrig. Det bliver man mindet om, når man bevæger sig rundt i junglen på de mange øer, eller hvis man ønsker at komme på vrag. Nogle af de små øer virkede nærmest som små fæstninger, idet der var bygget bunkers og kanonstillinger, som var totalt skjult i den tætte jungle. På den lille ø Peleliu, som er en af de sydligste, foregik et slag i nogle af krigens sidste dag som kostede et stort antal menneskeliv. Palau var strategisk meget vigtigt for de japanske Stillehavs styrker, så det var meget vigtigt for amerikanerne at få dem nedkæmpet. Slaget var af amerikanerne anslået til, at de kunne indtage de små øer på et par dage, men det tog tre måneder. Over 15000 US Marines og japanere omkom. Yderligere mistede 10% af Palaus befolkning livet. Vi var nede ved Peleliu for at nyde den gode dykning. Jonas tog os en tur med rundt i junglen, hvor vi fik forevist alverdens gammelt skrammel i form af nedskudte zeroèr, amerikanske kampvogne og diverse efterladenskaber. Mest makabert var nok de mange knogler, der lå tilfældigt rundt omkring. Der var ikke ryddet op efter de mange blodsudgydelser og efter sigende var det rester af de mange døde japanere.

Havets Majestæt
Efterhånden havde vi været på Palau en uges tid med en masse fantastiske dyk, men vi havde ingen mantaer set, så vi luftede vores problem for vores dykkerleder. Ikke noget problem, så dagen efter satte vi kursen nordpå. Vores mål var en cleaning station, hvor chancen for mantaer skulle være meget stor, uden at der selvfølgeligt var nogen garanti. Området var ikke noget hit med hensyn til flotte koraller; men forholdene var åbenbart ideelle for de store rokker. Vi hoppede i ved en kanal, der gik igennem revet og forbandt det åbne hav med kysten. Vi svømmede ned på en ca. 15 meter og satte kurs ud af kanalen, indtil vi nåede en meget stor koralblok på den ellers nøgne sandbund. Her var planen så, at vi satte os på sandet og ventede. Og vi ventede og ventede. Alt håb syntes ude og vi var tæt på at bevæge os videre, da den første Manta pludseligt dukkede op af det lidt uklare vand. Som en majestæt begyndte den at cirkle om den store blok fuldstændigt upåvirket af vores tilstedeværelse til trods for, at vi kun sad et par meter fra blokken. I sådan et tilfælde rækker en film med 36 billeder ikke. Efter en 10 minutter Havde 3 forskellige mantaer besøgt blokken. Vi svømmede længere ud af kanalen, hvor vi et par gange mødte mantaer, der kom i par for at besøge området med de mange cleaning stations. Det var en succes og vi var mættede af oplevelser, da vi midt på eftermiddagen sejlede hjem.

Jelly Fish Lake
Vi kunne desværre ikke dykke hver dag, så på de få dykkefri dage vi havde måtte vi finde andre aktiviteter. Koror var ikke et sted, hvor man gad opholde sig en hel dag, så vi fandt ud af at leje en tomands kajak og så ellers følge med en lille guidet gruppe, som skulle ud og kigge lidt på nogle af de huler, som findes i området. Det var en meget flot naturoplevelse, at padle rundt imellem de små øer med den meget tætte jungle. Et af målene var at komme ud til Jellyfish Lake og snorkle i denne meget specielle sø. Søen er lukket af for det omkringliggende hav af en høj klippe barriere. Det specielle er, at vandet indeholder giftigt svovl brinte hvis man kommer dybere end 20 meter og at der er fyldt med helt ufarlige gopler, som kun lever her. Det øverste lag er brakvand. Det er kun tilladt at snorkeldykke i søen og det kunne selvfølgeligt ikke måle sig med revene, men det er et "must" at opleve søen. Dette helt specielle miljø findes ikke andre steder i verden end de 7-8 søer, der er på Palau.

Iro Sato
Vragdykning har aldrig kunne tænde mig på samme måde som en flot koralvæg, men er man på Palau skal det nu opleves. Der ligger et utal af vrag og fly fra 2. verdenskrig og vores valg blev en 470 fods transportskib ved navn Iri Sato. Det lå med en maks. dybde på ca. 38 meter. Det stod ret på kølen med dækket på ca. 25 meter og det øverste af rigningen ragede yderligere et pænt stykke op mod overfladen. Det var et rigtigt vrag med maskingeværer og så videre. Det var tydeligt, at der ikke var ret mange danske sportsdykkere i området, for alt var intakt. Mange steder kunne findes gasmasker, og andre løsdele. Egentligt er det bare en gang gammelt jern, men der er nu alligevel noget over disse store vrag, som gik ned med mand og mus under meget dramatiske omstændigheder. At ligge ude bag vraget og kigge op på stævnen i klart vand er et betagende syn.

Palau er stedet, hvor man oplever de store fisk. Vi havde 22 dyk derude og der var ikke et dyk uden at vi så minimum 5 hajer og ofte 15-20 stykker af forskellig slags. Ellers er det stimer af Tun og Barracuda, der præger billedet. Revene er meget flotte, men ofte er det sjældent man bemærker dem fordi man ligger og kigger væk fra revet på det, der trækker forbi i det blå.