En alternativ og lettere
subjektiv kursusbeskrivelse
Tekst Pia Åbo Østergaard. Tegning Don Johnson

Min veninde og jeg har altid holdt af varmt vand og smukke fisk, så da vores roklub annoncerede en dykkertur til Rødehavet, var vi nogle af de første, der meldte sig. Hvor uvidende og naive vi egentlig var, gik først op for os, da begejstrede dykkervenner omtalte fornemmelsen af vægtløshed og vandets trykken, krydret med diverse spændende og temmelig dramatiske beretninger. Vi følte derfor, at det var bedst at tage et dykkercertifikat hjemmefra.

Valget faldt på Dykkercentret på Frederiksberg, da man her anvender tørdragter ved træningsdyk i havet. En ikke uvæsentlig detalje, når man planlægger at tage et certifikat i november måned. Tilliden til dragtens isoleringsevne var dog ikke større, end at vi fnøs hånligt, hver gang kursusprogrammet omtalte ’fornøjelses’-ture og straks imødeså 14 dages sygeleje til pleje af eventuelle lungebetændelser.
Snart efter modtog vi kursusbogen "Dykkerens Håndbog", en bog med mange smukke og indbydende billeder, men med en tekst som primært handler om, hvad der kan gå galt og hvorfor. Det var derfor et par efterhånden temmelig skeptiske veninder, der mødte op til første teoriaften. Heldigvis kunne Carsten Rosengren, vores instruktør, med kompetence, tålmodighed og en masse forklaringer fjerne de værste bekymringer. Men at en haj skulle være mere bange for os, end vi for den! Det tror vi altså stadig ikke på. Bagefter er det det eneste, vi kan klandre teorien for: Den fortæller ikke nok om hajer!

De første plask
Lørdag var det tid til de første bassinøvelser. Efter en masse asen og masen, skramlen og samlen var hele holdet klart med dykkerudstyret på plads. Utroligt, at det siden skulle blive så nemt og rutinemæssigt at samle udstyret og tage det på. Til sidst blev vi endda i stand til at rulle blybæltet på plads om livet samt at tage udstyret af og på, mens vi var i vandet. En god ting at kunne, hvis stranden en dag skulle blive lidt overfyldt.
Første prøvelse, undskyld øvelse, var at trække vejret under vandet gennem regulatoren, dvs. det mundstykke, der sidder på luftslangen. Efter et par dybe indåndinger gik det, og så var vi klar til at afbalancere os under vandet med vesten. Det gik ikke. Oftest gik det lige modsat end beregnet, og vi for op og ned i vandet som yo-yo’r, indtil vi lærte at trykke på de rigtige knapper.
Bassinøvelserne foregik i en svømmehal i Albertslund, en hal med dejlig varmt vand, rutschebane og en række meget fine og hensigtsmæssigt placerede badestiger. Dem fik vi nu ikke lov at benytte; det var, som om Carsten konstant helt overså dem. Først skulle vi springe ud i den dybe ende, eller rettere på ægte frømands maner rulle baglæns ned fra skamlerne, og bagefter skulle vi så kravle op over kanten af svømmebassinet. Det virkede helt unødvendigt, men efter en lidt tør kommentar fra Carsten om gummibåde og badestiger, måtte vi dog gøre, som han sagde.
Han fik os til at gøre de utroligste ting: dele en regulator, få luft fra en andens reserveregulator og selv manuelt puste luft i vesten. Tre øvelser, hvor man skal give slip det mundstykke, man lige har lært at stole på som luftkilde, nu skal man også stole på, at man har et mundstykke på plads igen til næste åndedrag, og at man har luft nok tilbage til at tømme det for vand, inden man trækker vejret.
Det vanskeligste var dog at få luft fra en regulator, som stod på fuld blæs. Fornemmelsen af den kolde, komprimerede luft svarer præcis til fornemmelsen af koldt kildevand. Det er svært at overbevise sig selv om, at det faktisk er luft. Desuden føles det naturstridigt at kunne nippe luft i vandet.
Vi overskred begge en del grænser, flere, end vi enten vidste - eller ville stå ved - vi havde. Det gør man kun, når man helt klart forstår, hvorfor det er nødvendigt at gennemføre øvelsen, samtidig med at man er sikker på, det ikke kan gå galt.

Det store hav
Weekenden efter skulle vi have vores første træningsdyk ved Hornbæk Plantage. Vejret var mildt, måske lidt diset, men med næsten blankt vand, kort sagt perfekte dykkerbetingelser. Desværre var humøret ikke på samme niveau.
Vi skulle bare gentage øvelserne fra svømmehallen, men pludselig var det ikke så nemt. Transporten af det tunge grej ned ad stenskrænten til vandkanten og synet af så meget vand var temmelig overvældende, og de små bølgeskvulp i ansigtet distraherende. En pause i overfladen gav anledning til at repetere den gyldne regel om altid at have fuld luft i vesten og dermed mest mulig opdrift, når man venter. Ellers kan man nemt komme til at sluge, hvad der føles som mindst en liter havvand, og blive lidt utilpas ved situationen.

-kampen med tørdragten.
Luften i tørdragten har klart sin egen vilje; den vil op! En forkert drejning af kroppen, lidt luft til benene og man kan hurtigt på en anden synsvinkel på tingene.
Første gang tænker man derfor ekstra over sine bevægelserne, så luften i dragten ikke skal få magten, og man bevæger sig forsigtigt som en tumling, der lige har fjernet sig fra kravlestadiet.
Tørdragten er dog besværet værd. Vi foretog vores træningsdyk i ca. syv grader varmt vand, og vi har tilbragt timer enten i vandet eller våde på stranden uden at fryse nævneværdigt. Lungebetændelse blev det ikke til og selv fornøjelsesturene blev ganske fornøjelige. Vi så søanemoner og mange forskellige fisk, deriblandt en del små røde fisk, som vil være en pryd for ethvert hjemmeakvarium, vintersløve fladfisk, som knap bevægede sig, når de forsigtigt blev løftet fri af sandet, og næsten transparente rejer med små gyldne pletter og de vajende følehorn.
Der var også rig lejlighed til at nyde synet af lysets spejling i vandoverfladen. Ordet vandspejl må helt klart være sammensat af en dykker, som har kigget op i den lysende, flimrende og cellofanagtige flade.

- skarnbasserne
Til dagens sidste dyk fik vi et lift med gummibåden til dykkestedet. Vi må have været et syn for guder! Den tunge udrustning fik os til at tumle om bord, hvor vi endte på ryggen, hjælpeløse som et par kæntrede skarnbasser. Bådføreren og instruktøren måtte pænt stable os op igen, da vi nåede frem. Sjældent har jeg følt mig til så meget besvær, og det gjorde det ikke meget bedre, at de to mænd kun med største besvær kunne skjule deres grin. Alle efterfølgende entringer af gummibåden foregik under mere sublim kontrol!

- usikker opdrift
Den eneste kommunikationsform under vandet er en række standardiserede tegn, suppleret med gestik. Selv forhærdede landkrabber forstår tegnene for: Stop - OK - den vej - bob bob/usikker. Tegn kan også anvendes i mere komplekse sammenhænge. Dagen efter fik jeg eksempelvis akut behov for at kunne udtrykke: ’put flere sten i min lomme, ellers stiger jeg op igen’. En ny og åbenbar mere fyldig inderdragt betød så meget ekstra opdrift, at det var totalt umuligt at komme ned på bunden. Fornemmelsen af at befinde sig sådan midt imellem er speciel, når man nu så gerne vil ned. Adskillige sten i vestelommen hjalp, og derefter fjernede jeg mig nødigt fra bunden igen. Efter den tur blev resten af dykkene gennemført med et reserve-blylod i vestelommen og i ført samme tøj gang efter gang, så jeg havde styr på mit omfang og dermed min opdrift.

Advanced
Grundkurset var vel overstået, men vi havde stadig kun været nede på seks meters dybde. Da beskrivelserne fra Rødehavet omtalte både natdyk og dyk ned til 30 meter for at kigge på interessante vrag, var det helt klart nødvendigt at fortsætte på ’Advanced’. Det var også en god anledning til at få rutinerne lidt bedre indarbejdet.
En væsentlig forskel på begynderkurset og ’Advanced’ er, at man i større grad skal være i stand til at hjælpe andre, og kurset indeholder derfor en del om at dele luft på bunden, bjærge bevidstløse og mere generelt at kunne yde førstehjælp.
Da vi skulle dele en regulator, fandt jeg ud af, hvor meget tillid det kan kræve. Et er, at man virkelig stoler på, at man får luftkilden tilbage. Noget andet er om man har samme åndedrætsrytme. Her var forskellen så stor, at jeg blev slemt utålmodig, inden min nye makker rakte mundstykket tilbage. Jeg havde mest af alt lyst til at flå regulatoren fra hende, men vi nøjedes dog med at gå lidt hurtigt til overfladen.
Da vi skulle prøve bjærgning af bevidstløs dykker fra bunden, røg al kontrol over opstigningen. Efter lidt famlen fik jeg endelig hevet min makker med op fra bunden, men det gik åbenbart lidt for langsomt efter hendes mening. Da det blev hendes tur, tog hun resolut fat og fyldte godt med luft i vesten, og så for jeg ellers af sted mod overfladen som en nytårsraket. Det er lidt svært at lade, som om man er bevidstløs, når man har travlt med at bruge sin luft på at sige ih.. ah ... og ååhhhhh.

-med snor og kompas
Som gammel sejler er det en udfordring også at skulle kunne finde rundt under vandet, især da undervandsnavigation adskiller sig fra anden navigation på ét væsentligt punkt. Det relativt korte sigte betyder, at det er vanskeligere at holde styr på afstande og pejlinger, og at strømmen dermed nemmere kan snyde én.
Ud over at svømme efter kompas bestod en del af navigationskurset i at måle længder ved hjælp af benspark og armlængder. Mens vi målte den udlagte line, trak vi overfladebøjer efter os. Indimellem mødtes de og hilste på hinanden som adstadige bedsteborgere, inden de nikkende og nejende fortsatte spadsereturen i hver sin retning. På bunden medførte de høflige møder hver gang livlig aktivitet, inden bøjerne havde passeret hinanden uden at blive filtret ind i hinanden.
Da vi samtidigt for første gang var bundet sammen med en makkerline, var der meget snor at holde rede på, og det måtte da også gå galt. På et tidspunkt hang jeg med hovedet nedad og med snorene smukt draperet som guirlander på et juletræ. Andre havde også problemer, så denne gang skulle Carsten bare trække lidt i trådene for at hale os i land.

På dybt vand
Første dyk på dybt vand var ikke så heldigt. Vi var blevet advaret om den stærke strøm, men jeg blev alligevel overrasket og blev hurtigt ført væk fra det planlagte dykkested. De andre var nødt til at hente mig tilbage med gummibåden. Da jeg lidt efter skulle dykke ned fik jeg flere gange vand ind gennem regulatoren. Så havde jeg fået nok og jeg kravlede noget rystet op i båden igen.
Heldigvis fik jeg chancen igen. Denne gang gik det lidt bedre. Reglen om at holde på flaske, maske og regulator, når man springer i, blev ændret. Denne gang blev det gamle ordsprog om hat og briller omskrevet til ’hold på maske, regulator og båd’. Samtidig placerede Carsten sig med stor omhu, så jeg ikke kunne smutte fra ham igen og passede på indtil vi var nede i roligere vandlag. Da regulatoren samtidigt nu sad korrekt, foregik resten af dykket problemfrit.
På dybt vand forsvinder farverne, allerede i 20 meters dybde er farverne rød og gul forsvundet. På bunden så vi, hvordan farverne igen kom frem i kunstigt lys. Meget illustrativt, men egentlig havde jeg travlt med bare at være der. Efter kort tid skulle vi op igen. Med tanke på gårsdagens propper i ørene og den …. strøm blev der valgt et sindigt tempo som lullede mig så meget i ro, at tankerne om det krævede sikkerhedsstop blev temmelig fjerne. Efter en kraftig påmindelse blev det dog også husket. Tre minutter er lang tid, når man kun har sekundviseren at studere.

På vej mod Jylland
Efter en kort frokostpause var vi klar til dagens sidste dyk: et multileveldyk med start i 15 meters dybde. "Klar" var måske så meget sagt. Stadig rystet efter mit første forsøg på dybdedyk overlod jeg orientering og kurs til min makker og påtog mig primært ansvaret for ikke at blive viklet ind i bøjesnoren og makkerline denne gang. Det sidste lykkedes; men på grund af skumringen og den ringe sigtbarhed på bunden kunne vi dårligt aflæse retning, tid og dybde. Resultatet blev, at vi dykkede for dybt og for længe og desuden satte kursen direkte fra Hornbæk mod Jylland. Det ville være blevet noget af en tur, men heldigvis kom luftindikatoren i det røde felt, inden vi skulle krydse Storebælt!
Det var tankevækkende bagefter at regne på de reelle dykkertider og se, hvordan vi havde nærmet os grænsen for hvor længe, vi måtte dykke uden at risikere dykkersyge.

Skumringsleg
Ingen var dog opmærksomme på, at vi var på afveje. Begge har sandsynligvis troet, at den anden havde fuldt tjek på situationen, og vi havde derfor et både godt, sjovt og lærerigt dyk. Vi kunne knap ane hinanden, og kun ved træk i makkerlinen blev man sikker på, at den anden stadig var i nærheden. Den ringe sigtbarhed betød, at verden blev koncentreret til en snæver cirkel omkring en, og at man reelt kun kunne se den morild, som satte sig som lysende perler på bøjesnor og skriveplade. Det var meget fascinerende, og gradvist genfandt jeg min tro på dykning. Jeg fik også bekræftet oplevelsen af vores nattedyk. Jeg kan nemt blive grebet af mørkedykning. Det begrænsede synsfelt virker ikke truende, men derimod trygt og spændende på samme måde som barndommens huler. Samtidig kan man fortabe sig så dejligt i de enkelte fine detaljer uden at blive unødigt distraheret. Kendere påstår endvidere, at man kommer nærmere på fiskene i mørke, men den oplevelse har jeg til gode.
En –ellers god- veninde påstår, at uden en makker til at minde mig om tiden vil jeg sandsynligvis glemme at komme op. Hun har til dels ret, men jeg skal nok komme op, inden jeg løber tør for luft. At få vand, når jeg forventer luft, holder jeg stadig ikke af! Udspring på dybt vand og vand i næsen; -ingen problemer, så nu er jeg klar til Rødehavet.