Jeg var lige kommet op fra et dyk til 85 meter, som var gået rigtig godt. ”Jeg behøver ikke at komme dybere nu og jeg prøver en anden disciplin i morgen” sagde jeg til min trænings makker Jesper. Han var selv lige kommet op fra et vellykket 85 meter dyk som virkede mindst lige så let som mit eget. Vi blev hentet fra dykkerplatformen og sejlet ind på stranden. Vi sad begge med et meget veltilfreds udtryk i ansigtet. Hvad mon der skulle ske i morgen?
I løbet af dagen gik vi og snakkede om hvad vi skulle melde ud til dagen efter. Man skal nemlig fortælle arrangøren af konkurrencen, hvor dybt man vil dykke dagen efter. Jeg skulle vælge imellem at tage den danske rekord i disciplinen ”free immersion” eller prøve at sætte dansk rekord i konstant vægt med finner til 91 meter. Efter en dejlig lang middagslur, blev Jesper og jeg enige om, at vi begge ville prøve at dykke til 91 meter., og derved deles om den danske rekord. De ”mere erfarne” dybdedykkere i konkurrencen tog sig til hovedet.. ”I skal være tilfredse med jeres meget flotte dyk til 85 meter. Det bliver meget sværere at dykke dybere” sagde de.
Dagen efter startede med havregrød og udstrækning. Vi prøvede at lade som om, at vi var lige så friske som dagen inden, selvom benene føltes noget tungere, da der under dybe dyk ophobes syre i benene, lige som under anaerob træning.
Jesper skulle dykke 13.24 og jeg selv 13.34. Det var super vejr bortset fra at det var begyndt at blæse op, hvilket kan betyde at det er sværere at slappe af inden dykket.
Jeg selv var underligt afslappet ved hele situationen, det var jo bare 6 meter mere end i går..
Jesper klarede sit dyk i fin stil og nåede lige akkurat at give mig et klap på skulderen, inden jeg hægtede min livline på konkurrence tovet.
”5 min. til official top” blev der sagt og det gik op for mig, at jeg rent faktisk var på vej ned til 91 meter, uden at vide hvor hård turen op ville være…
3 min. inden dykket begynder jeg at trække været dybt og langsomt, hvilket hjælper kroppen til at slappe af. Langsomt bevæger jeg mig ind i en meditativ tilstand. Jeg hører alt omkring mig, men intet kan stresse mig eller fjerne fokus fra det dyk som jeg skal til at udføre.
”30 sek. til officiel top” sagde dommeren. Jeg vågner lidt op. Bare tre gode vejrtrækninger tilbage, inden lungerne fyldes for sidste gang.  Jeg lukker øjnene, slipper rebet, og lader benene rejse sig lige op i luften så resten af kroppen bliver trykket ned i vandet. Jeg tæller de lange rolige finnespark, og prøver at ignorere en fotograf og en dommer, som følger med de første 20 meter. Kroppen bliver tungere, og finnesparkene lettere. Ved 26 meter fortæller en alarm, at det er tid til at fylde mund og kinder op med luft, inden lungerne bliver for komprimerede. Jeg stopper med at svømme og mærker at hastigheden stadigvæk stiger. Det er perfekt!
Luften fra kinderne bevæger sig automatisk gennem de eurostatiske rør, som ved en særlig teknik kan holdes åbne hele vejen ned. Ved omkring 40 meter får masken en lille smule luft. Bare nok til at undgå en maske squeeze. Hastigheden øges i takt med at luften i lungerne bliver komprimeret. Ved 80 meter bliver det pludselig svært at trykudligne. Det ene øre begynder at brokke sig lidt. Jeg arbejder som en gal, for at få den sidste lille smule luft op til øret, uden at miste luften. Kommer man til at åbne bare en lille smule op for strubehovedet, vil luften straks forsvinde tilbage til lungerne. Endelig lykkedes det og jeg falder de sidste 10 meter uden at presse ørerne.
Jeg når til 91 meter og der hænger det lille ”skilt”, som skal tages med til overfladen, som bevis på at man har været på dybden. Et stik af glæde fylder hele kroppen… nu skal jeg bare op uden at miste fokus. En snert af nitrogen narkose fylder kroppen, og jeg lægger mærke til alle symptomerne, mens jeg svømmer mod overfladen med store effektive finnespark. Hænderne bliver nede langs siden på den dybe del for at undgå yderligere pres på lungerne. En sonar oppe i båden fortæller at jeg er på vej op, og sikkerhedsdykkerne gør sig klar til at møde mig på 25 meter.
Jeg ser sikkerhedsdykkeren og han følger med op mod de sidste meter. Da jeg bryder overfladen, tror jeg et kort sekund at jeg vil klare den. Tager en hurtig ud og indånding, og pludselig mærker jeg, at der er noget galt. Kroppen laver nogle bevægelser som jeg ikke er i stand til at styre, og jeg er væk i ca. tre sekunder. Her bryder sikkerhedsdykkeren ind og fjerner min maske. De små sensorer omkring øjnene registrerer at jeg er i sikkerhed og kan ånde. Det gør, at jeg kommer til mig selv med det samme og kigger på dommeren i båden...
Desværre, det bliver rødt kort, og dykket er dermed ikke godkendt.
Det var ikke en skuffelse, for jeg havde været tilfreds allerede da jeg nåede 80 meter – næste gang bliver det en hviledag inden jeg prøver sådan et dyk igen.