Hvad er en GPS Navigator
GPS - Global Positioning System
GPS-systemet er udviklet af det amerikanske forsvar. Det fungerer 24 timer i døgnet,
året rundt og over hele jorden. 24 satellitter kredser om jorden, hvoraf de tre blot er
reserver. De øvrige 21 satellitter garanterer, at der stort set altid er udsyn til tre af
dem, uanset hvor på jorden man er. Og tre satellitter er netop hvad en GPS navigator
behøver for at beregne dens position (det kaldes et 2D fix), det kræver 4 satellitter
(3D fix), hvis den også skal kunne beregne ens højde. Der er intet kompas bygget ind i
en GPS navigator - alle oplysninger om retning, afstand, fart o. lign. beregnes ud fra
satellitterne.
Da GPS satellitterne blev gjort tilgængelige for offentligheden, begyndte det amerikanske
forsvar samtidigt at udsende et støjsignal. De garanterer dog, at ens præcision 95% af
tiden er inden for 100 meter. Altså ikke super præcist, men for de fleste brugere af GPS er dette fuldt tilfredsstillende. GPS er den mest
præcise, elektroniske navigeringsform, der er tilgængelig for offentligheden. Men den
kan faktisk gøres endnu mere præcis.
D-GPS - Endnu mere præcist.
Med en Differential modtager, normalt kaldet D-GPS, kan man kompensere for det udsendte
støjsignal. Differential modtageren modtager nemlig fra et fast punkt på land (en
sendemast), og forudsat man er inden for rækkevidde af en sådan, kan man opnå en
præcisionsafvigelse på blot ca. 5 meter! Ironisk nok er det i USA det amerikanske
forsvar, der kører en del af disse sendemaster, som altså er med til at gøre deres eget
støjsignal overflødigt.
I Skandinavien findes stadig enkelte "huller", hvor det er svært at få D-GPS
opkobling, men efterhånden er det ganske få steder. D-GPS bliver stadigt mere populært
blandt GPS-brugere herhjemme.
Fra tal til plotterskærm
En GPS navigator beregner naturligvis ens position til bredde- og længdegrader. Kender
man positionen på for eksempel en opankringsplads eller et godt vrag, omtaler man den
ofte som et "waypoint". Et waypoint er altså netop de tal, der beskriver
længde-/breddegraderne.Selv om man har et papir-søkort at forholde sig til, er det i
praksis svært at overskue, hvor man er i forhold til et waypoint - eller hvor to eller
flere waypoints ligger i forhold til hinanden - blot udfra forskellige tal. Dette problem
løser en plotterskærm på fornemste vis. Herunder ses hvordan båden (i den røde
cirkel) bevæger sig fra waypoint nr. 33 mod waypoint nr. 34. Sporet efter båden viser,
at man afviget lidt fra den direkte vej.
Sådan navigerer du til et waypoint
Når du har defineret et waypoint med de nødvendige tal, er det utroligt nemt at
navigere til punktet. Vælger du at bruge en navigeringsskærm, kommer der et billede op
på skærmen, der svarer til det her viste. Pilen midt i billedet er båden. Nu gælder
det blot om at styre efter den stiplede linje foran pilen i midt i kompasrosen. Pilen
viser ens sejlretning, så hvis den peger til venstre og dermed væk fra den stiplede
linje, retter man lidt op mod højre. Sporet efter pilen viser, hvor meget man har afviget
fra den direkte linje mellem de to punkter, man bevæger sig imellem. Så nemt er det!
Desuden oplyser denne skærms info bokse bl.a., at man skal sejle kurs 242° (BRG) , at
der er 1,43 sømil til målet (DIS), at der et 8 minutter og 35 sekunder tilbage, hvis man
holder den nuværende fart og kurs (ETE), at man sejler 10 knob over grunden (GS), at
kursen fra startstedet til målet var 242° (CRS) samt at ens nuværende retning er 242°
(TRK).
Søkortplotteren - det næste skridt
Hvis det lød nemt at navigere med en almindelig GPS navigator, så får du en positiv
overraskelse med en søkortplotter. Det er nemlig endnu nemmere!
For det første har en søkortplotter den væsentlige fordel, at du på skærmens
elektroniske kort kan se, præcis hvor du er - i forhold til fastlandet, øer, sejlrender, dybdekurver og meget mere. Du skal
ikke gætte eller anslå din position ud fra længde-/breddegradstallene. Det svarer
nærmest til, at du tog et papirkort og lagde en lille model af din båd på det, for at
vise præcis hvor du er. Så meget overblik giver en søkortplotter!
Når du skal navigere med en søkortplotter behøver du ikke engang kende tallene på den
ønskede destination. Du kører blot instrumentets cursor til det sted, du vil navigere
til (på billedet til venstre er cursoren gjort rød for overskuelighedens skyld). Det kan
f. eks. være et havneindløb, og du kan zoome så langt ind, at du kan se moler,
bådbroer og lignende. Når du med cursoren har valgt det sted, som du vil navigere til,
kan du bruge navigationsskærmen, som forklaret i det foregående afsnit, "Sådan
navigerer du til et waypoint".
En søkortplotter giver dig utvivlsomt en helt ny dimension af overblik på vandet, og det
har ikke mindst en meget positiv indvirkning på sikkerheden til søs.
Ruter - et nyttigt hjælpemiddel
Ved at oprette en rute bestående af waypoints eller cursor positioner kan man opnå
adskillige fordele. Forestil dig, at du skal navigere gennem en skærgård eller rundt om
en ø. Her nytter det ikke, at du blot vælger det endelige mål og navigerer mod det. Da
instrumentet altid vil tage den direkte linje mellem den nuværende position og målet,
bliver der ikke taget hensyn til eventuelle forhindringer undervejs. Ved at lægge punkter
ind og skabe en rute, kan du nemt sejle både gennem skærgården og rundt om øen med
navigationsskærmen; hver gang et punkt er nået, bliver du ført til næste punkt. Groft
sagt tegner du en stiplet linje (af rutepunkter) over hvor du gerne vil sejle.
Ved vragsøgning har du også stor glæde af rute-funktionen. Enten til at følge en kant
eller grund eller til kontrol af tidligere afsøgte waypoints.
Skal man søge i et område, hvor man kender adskillige waypoints på forhånd, kan man
allerede hjemmefra planlægge turen - eller starten af den. Instrumentet fortæller dig
undervejs, hvor meget af ruten, der er igen - både i afstand og tid, udfra din nuværende
fart.
Har du autopilot i båden, kan navigatoren i øvrigt sluttes til denne. Så følger den
ruten automatisk.
Tag højde for strømmen. Ved især vragsøgning, er det vigtigt at forstå, at strømmen
kan have meget at sige. Enten med hensyn til fra hvilken retning du søger bedst eller hvordan søgemønstret skal se
ud. Ved at sammenholde GPS navigatorens fart over grunden med
"møllehjul-sensoren" fra ekkoloddets fart gennem vandet, er det nemt at
bestemme strømmen. Går båden f. eks. 3,5 knob over grunden (på GPS'eren) og 2,5 knob
gennem vandet (på ekkoloddet), sejler man med strømmen, der er 1 knob stærk. Forsøg
altid at have det i baghovedet, når du søger.
En smagsprøve på fremtiden?
Der er adskillige andre nyttige funktioner end de her beskrevne i Lowrance's
navigatorer. En af de nye, der findes i GlobalMap 1600 og LMS-160 Map er en sol/måne
beregner. For lystfiskere verden over er især månefaser ofte af stor betydning for
fiskeheldet. Nogle fisk æder væsentlig mere op til fuldmåne, andre trækker og er
derfor aktive o.s.v.
Herhjemme er trollingfiskere så småt begyndt at diskutere, hvilken effekt månen har på
laksefiskeri. Med beregneren i din GPS'er er det nemt at planlægge fiskeriet lang tid i
forvejen og som dykker kan du altid checke, hvornår natdykket kan starte.
For yderligere information kan du kontakte
NATURligvis
Forst & Jagthuset 33 21 30 30
|