Kontaktlinser - Læsebriller
og dykning
Mange
mennesker får behov for læsebriller, når de kommer op i alderen. Du kan altid
se om din makker har behov for læsebriller, hvis han ikke kan få instrumentet
langt nok væk til at kunne aflæse instrumenterne.
Flere fabrikanter af dykkerbriller kan levere glas med korrigerende styrke.
Problemet, når man benytter læsebriller, er normalt at man kun har behov for
korrektion, når man skal se noget tæt på. Det betyder, at de korrigerende
glas, der leveres til dykkermaskerne normalt er med et læsefelt nederst på
glasset. Alternativt kan der monteres en "lup" på maskeglassets
inderside, men med samme begrænsninger, som et læsefelt pålimet glasset.
Bedre end ingenting, men absolut ikke ideelt. En anden og for mange en bedre
løsning er kontaktlinser. Dykkerlægerne er generelt enige om, at benyttes
bløde linser vil de ikke skabe problemer i forbindelse med dykning. De hårde
linser er der uenighed om, så skift dem til bløde, når du dykker, ind til der
kommer sikkerhed for at det er OK, at benytte de hårde linser også til
dykning.
Har du ikke kontaktlinser, kan de anskaffes til en meget rimelig pris. De fleste
optikere tilbyder et begrænset antal linser til afprøvning i forbindelse med
synsprøve, hvor du betaler et fast beløb for synsprøve og linser. Skulle dine
første linser ikke passe dig, så husk de forskellige optikere har adgang til
forskellige typer linser. Kan din egen optiker ikke levere egnede linser, bør
du kontakte en anden optiker. En-dags linser kan købes i et begrænset antal,
hvis du kun ønsker at benytte dem i forbindelse med dykning. Har du kun behov
for linse i et øje, kan det selvfølgelig også lade sig gøre.
Fordelen ved linser er ubetinget et større synsfelt. Læsefeltet
erstattes med fuld synsvidde på det øje du benytter til at læse med. Når man
benytter plus korrektion bliver linserne tilpasset, så du med det ene øje kan
fokusere skarpt tæt på med det ene øje, mens du benytter det andet øje til
at se langt med. Du undgår at skulle passe på brillerne, når du er ude at
dykke og der kommer aldrig dug på en linse. Skulle du få vand i masken, skal
du blot knibe øjnene sammen eller lukke dem, til masken er tømt eller næsten
tømt.
Ønsker du yderligere information om brug af linser med plus korrektion, er du
velkommen til at kontakte René i Dykkercentret.
|