Bornholm
"På
Bornholm er vi nok lidt forkælede…
- vi overvejer lige en ekstra gang om vi gider gå i, hvis vi
ved, at sigtbarheden er under 10 meter..."
Det var den i hvert fald ikke forleden, da vi gik i fra
klipperne ved Hammerhavn. En smuk og rolig sommerdag.
Vi var tre der skulle en tur i den første grotte nord for
Hammerhavn. Vi var Carl – en feriegæst , Lars – lokal
divemaster og undertegnede Gary – chefinstruktør og indehaver
af dykkercentret dyk&dive her på Bornholm.
|
|
|
Det blev et perfekt dyk – luften var 23 vandet på 5-6 meter
var 14 og selvom sigtbarheden på denne årstid nu har sneget sig
ned i nærheden af de 10 meter, var der alligevel ting at se;
masser af fladfisk, tangspræller, de smukkeste sølvfarvede,
dykkende ænder, samt en hær af rejer. Vi gik til overfladen inde
i grotten, der har meget højt til loftet, og fik snakket lidt om
livet… Da vi kom ud derfra steg vi til overfladen igen og nød
synet af den spektakulære klippe Kongestolen til venstre og
Hammershus-ruinen, der troner 75 m over vandoverfladen til højre. |
Efter dykket blev vi mødt dels af Carls ferierende familie og
dels af min familie, der i øvrigt benytter enhver lejlighed til
at komme ud og se noget nyt på denne smukke ø. Herover er det
min søn Shay på 4 år, der tjekker om der stadig er luft i min
flaske.
Til højre er det i baggrunden divemaster Lars, som er blevet
en stor ressource for mig og for dyk&dive. Bl.a. har
han for nylig købt en gummibåd, som vi sammen bruger til at
finde nye interessante dykkersteder og til at komme til nogle af
de vrag og klippesprækker vi ikke kan nå til fra kysten. Lars er
lokal-kendt og har logget op mod 100 dyk i løbet af det år vi
har kendt hinanden.
|
|
|
Efter endt dykning tog vi afsked med en glad Carl og hans
familie. Lars smuttede til Hasle og hentede sin Gitte, mens min
kone kørte til Allinge og hentede et par picnickurve. Aftensmaden
indtog vi mens vi nød udsigten over vandet med Hammershus i
baggrunden.
Herunder er det sidste vue over vandet inden vi kørte hjem.
Den lille båd i solstriben på vandet er andre dykkere på vej
til natdyk i de grotter, der ligger længere mod nord end dem vi
havde besøgt. Og tror du vi gerne ville have været med?
Det må vi gøre en anden dag/aften… For de næste dyk vi har
planlagt går til at finde et gammelt vrag af et dampskib ud for
Svenskehavn syd for Svaneke.
|
Du kan stadig nå at komme et smut til Bornholm og få
del i vores oplevelser. Sommeren er lang herovre – og klipperne
holder godt på temperaturen i vandet. Og skulle du kunne klare de
lave temperaturer kan vi varmt anbefale vinteren. Her er
sigtbarheden omkring de 30 meter…
Hilsen en glad dykker Gary.
Tekst og fotos af :
www.visuella.dk |
|
|